Tid til tillid

Det er fredag, det har lige ringet ind efter spisepausen, ergo; ugens ulvetime. Forstås, alle elever er trætte, og de fleste hænger i det yderste af neglene, men det her er anderledes. Klassen var engang englene over dem alle, men nu er der en tung sky over hele linjen. Hvor gik det galt?

Tiden går, klokken slår

De fleste lærere kan sikkert relatere til, at døgnet burde have mange flere timer særligt i forhold til den trivselsmæssige del af arbejdet. Vi kunne rundt regnet godt bruge mindst et par timer per elev alene på af få redegjort for de personlige skærmydsler. En dygtig elev er en glad elev, og en glad elev er en elev, der trives. Men undertegnede har ikke engang en klasselærerfunktion. Det er 2 x 45 min til rub og stub og livets mange genvordigheder.

En hårfin grænse

Det er lidt som med Pandoras æske: Er den først åbnet, er den (næsten) ikke til at lukke igen. Jeg prøver altid at balancere mellem at køre lige på med undervisning, og så lige lette låget en smule for hvad klassen nu går og tumler med. Safetyfirst, som man siger, for har klassen lige haft et konfliktfyldt frikvarter, bliver det uværgeligt også en konfliktfyldt time, hvis der ikke lige bliver talt ud om tingene. Jeg vil gå til verdens ende for alle mine elever, men jeg er også deres musiklærer. En slags professionel distance kan man vel kalde det. Men jeg føler mig stadig som verdens største kyniker, når jeg sender dem på weekend.