Tesfayes opgør er rigtigt – men vi skal gå endnu mere radikalt til værks

Der er meget at være enig i, i Mattias Tesfayes nytårstale om folkeskolen i Weekendavisen og i regeringens folkeskoleudspil.

Ambitionen om en mere praktisk skole markerer et nødvendigt opgør med en akademisk ensretning, hvor proces og refleksion i perioder har fortrængt konkrete kundskaber. Også Tesfayes opgør med skærme og mobiltelefoner rammer noget rigtigt. Hans billede af børn, der hver især streamer deres eget indhold og dermed trænes i ”mig” snarere end ”vi”, er præcist.

Men analysen er for snæver. Skærmene er ikke kun et socialt problem – de er en formende kraft, der ændrer børns måde at tænke, huske og læse på, og dermed påvirker de selve den åndelige infrastruktur, skolen skal bygge på.

Når undervisning, noter og tekster lever på skærme, der inviterer til klik, skift og parallelle spor, bliver koncentration en kamp. Hukommelse forværres, og den langsomme læsning bliver fremmed. Det er i dette lys, vi må forstå den læsekrise, forsker Simon Skov Fougt fastslog på Bogforum i 2023: Danmark ligger i bund internationalt, hver fjerde elev i 4. klasse kan ikke læse, og kun omkring 14 procent siger, at de kan lide at læse i fritiden. Andre forskere har siden forsøgt at nuancere diagnosen, men ét faktum står fast: I 2023/24 afsluttede 10,6 procent af eleverne i 9. klasse uden at få mindst 2 i både dansk og matematik.

Børn skal ikke kun læse af lyst

Børn læser ikke bare mindre, de læser anderledes: De scroller, skimmer eller får et resumé fra ChatGPT. De møder sjældnere tekster, der kræver, at man bliver i noget, man ikke straks forstår. Tesfayes overskrift Streamingsamfundet presser folkeskolen rammer derfor som fod i hose: Gennem uendelige valgmuligheder har vi vænnet børn til, at indhold altid kan tilpasses deres lyst og stemning.

Men litteratur er netop det modsatte. Den er ikke bare et redskab til sprog og empati, men et møde med noget, der ikke bøjer sig for én. Jeg ved det fra 5. klasse, hvor vi læste Dværgen fra Normandiet – en langsom, svær roman om Bayeuxtapetet og slaget ved Hastings i 1066. Jeg ville aldrig have valgt den af lyst, men den har sat sig for livet.

Det er den erfaring, den digitale skole er ved at gøre sjælden. I et P1 Debat–afsnit fra slutningen af 2024 sagde den daværende næstformand for Danske Skoleelever, at lysten til at læse forsvinder, når læsning ikke længere er lystbetonet. Min erfaring peger i den modsatte retning: Nogle bøger virker netop, fordi de ikke er valgt.

Frontalopgør

Derfor er det ikke nok at bekæmpe mobilen. Vi må afgrænse det digitale: ét fag i digital dannelse og kundskab med kildekritik, PowerPoint og promptning – og resten af tiden analoge rum for fordybelse: bøger, hæfter, biblioteker og eventuelt skolecomputere med hårde blokeringer. Her er det glædeligt, at et enigt Folketing fra 1. januar har ændret betegnelsen tilbage til skolebibliotek og dermed fjernet det teknokratiske navn pædagogisk læringscenter. Det er ikke bare en sproglig justering, men en markering af, at fysisk boglæsning og vejledning i litteratur igen er en kerneopgave.

Tesfayes projekt om at styrke det almene og fælles er vigtigt. Men uden et frontalopgør med den digitale skoles måde at forme opmærksomhed, læsning og indre liv på, risikerer vi at styrke hånden – men ikke ånden.

Tesfaye fremstår som en sjælden konservativ enmandshær, der tør stoppe op og gentænke årtiers projektmageri på børnenes bekostning. Det fortjener opbakning.

Men vi må turde gå endnu mere radikalt til værks. Lysten til det svære, det fordybende, det transcenderende og det dannende opstår sjældent spontant i et streamingsamfund, hvor adspredelse altid er ét klik væk. Den skal holdes frem, insisteres på – og nogle gange påtvinges.