Telemann til tiden

Min absolutte yndling blandt de klassiske komponister, Georg Philipp Telemann (1681-1767), kan på søndag fejre 250 års dødsdag, men det bliver nok ikke med den samme bevågenhed, som hvis det havde været Bach, Beethoven eller Mozart. Det kan der være nok så mange grunde til. Telemanns umådeligt store produktivitet har fået flere ”lærde” til at afskrive ham som metervarekomponist, men det kunne ikke være mere forkert! Ironisk nok er flere af hans værker blevet tilskrevet ingen ringere end Händel, hvem man vel også kan betragte som en musikhistorisk sværvægter.

Hverken for meget eller for lidt, men lige tilpas

Det, som Telemanns musik blandt andet kan i et musiklokale, er at fortælle en klar og lysende historie, hvor form og indhold går op i en højere enhed. Bach kan af og til komme til at svælge i sin genialitet og Händel i sin musikalske overlegenhed, men Telemanns musik er hverken for meget eller for lidt. Den er lige, hvor den skal være med opfindsomme melodier, livlige rytmer og humoristiske indfald – som vand på børnenes musikalske mølle.

Når to instrumenter mødes

Telemann skrev musik indenfor snart sagt enhver genre (opera, kantate, koncert, sonate, etc.) og for stort set alle slags instrumenter. Et af hans absolutte mesterstykker, hans koncert for blokfløjte og tværfløjte i e-mol, se linket er et billede på ”det gamle”, blokfløjten og ”det nye”, tværfløjten. Af og til duellerer instrumenterne, og nogle gange mødes de i sød harmoni. Nærmest som en samtale, hvor man skifter mellem at have ordet og tale i munden på hinanden. Som en elev i en 2.-klasse udtrykte det: ”Det er ligesom, når man først taler i telefon sammen og derefter mødes til en legeaftale”. Ikke mindst sidste-satsen med sit næsten folkemusikalske islæt kan få enhver træmand op af stolen af ren og skær danselyst. Der er børnene heldigvis ikke endnu, men op af stolen; det kom de.

Rigtig god sommer!