Det kunne være et slidsomt arbejde at mestre samarbejdets kunst. Når et teamsamarbejde mislykkedes, var det hårdt for de involverede parter, og når det lykkedes, var det næsten vanedannende. Frydenlundsskolen havde ved et lykketræf fået ansat en ung mand som skulle være i team med en midaldrende kvindelig lærer. De lignede et umage par, men viste sig at gå virkelig godt i spænd sammen. De var i stand til at tage det bedste fra hinanden, og de udnyttede derved deres samlede potentiale på glimrende vis.

Vibekes børn var ved at være store, og John havde ikke fået nogen endnu, så de havde begge mulighed for at bruge mange af deres eftermiddage til fælles forberedelse. De levede i hvert deres
lykkelige parforhold, så der var intet seksuelt over deres engagement. Det var et arbejdsfællesskab. De havde dog en fælles lidenskab: De elskede god mad og drikke. Når de havde givet deres 2. klasser fri, det skete gerne klokken 13, begyndte de at stille an på lærerværelset med hjemmebagt brød, foie gras, pølse og ost. Måske delte de en øl, måske drak John den alene. De tog sig god tid, smed ofte skoene og trissede rundt på strømpefødder til langt ud på eftermiddagen. Til gengæld havde de normalt helt fri, når de kom hjem. De fik sammen klaret alle dagens små fortrædeligheder, så de var helt klar til næste dag.

Frydenlundsskolen var en kontrastfyldt arbejdsplads, for i et mødelokale lige ved siden af Johns og Vibekes samtalekøkken sad Sandra og græd, mens hun prøvede at fortælle Johannes om sine besværligheder. Hendes samarbejdspartner var doven og gad ikke for godt at holde møde med Sandra. Når det endelig skete, var han altid utroligt nedladende og ironisk. Sandra gad ikke være lærer hvis det skulle være på den måde.

Det kunne være ganske tilfældigt hvem der trak gevinster og hvem der trak nittere i det store skolelotteri. Men en ting var sikkert. Det krævede en vist robusthed at blive hængende i denne verden hvor du gjorde klogt i at give dig selv fuldt ud hver eneste dag.

John var halvvejs igennem sin velfortjente fyraftensbajer og en lækker rejemad, da Lyhne diskret ville tale med ham. Lyhnes ærinde var at overtale John til at droppe bajerne totalt på skolen.

”Hvorfor?” spurgte John højst overrasket. ”Jeg har jo fri.”
”En af eleverne SMS’ede til sin far, og faren kom herned og påstod at Carsten var fuld. Det var han nu ikke, men han havde drukket, og jeg var nødt til at sende Carsten hjem.”
”Hvor mange bajere skal man drikke for at lugte af øl?” spurgte John.
”Kun en”, indrømmede Lyhne. ”Derfor vil jeg gerne at du i hvert fald i en periode dropper din øl her på skolen. Er det et problem for dig?”
”Nej, naturligvis ikke, men jeg synes bare … nå, men okay, må jeg drikke ud?”
”Selvfølgelig”, smilede Lyhne. ”Det er bare midlertidigt. Man skulle nødig begynde at tale om fordrukne lærere ude i byen.”

John var ret ligeglad med hvad man talte om ”ude i byen”. Han kom fra nabobyen.
Lyhne var tankefuld, da han tilbage til kontoret. Carstens teamkammerater havde for længe prøvet at dække over Carsten. Nu måtte de indse at det ikke var til Carstens bedste. Lyhne havde givet Carsten fri i to dage. I morgen ville han tage hen til ham og kræve at han tog den Minnesota – kur.
Lyhne ville dog helst at det kunne vente til sommerferien, da Carsten jo havde prøver i flere fag med afgangseleverne.

Her i perioden mellem vinterferien og påske var der flere kolleger som hang med næbbet. Derfor var det dobbelt bittert at han måtte fungere som ”party spoiler” over for John og Vibeke, for de to trak om nogen stemningen i vejret.
Heldigvis lod det til at Sara klarede sin krise. Lyhne havde besluttet at de skulle dele vikarieringen, og det havde hjulpet. Men Sara ville ikke give økonomien fra sig, og Lyhne var i tvivl om Sara kunne gennemskue budgettet.
Da Lyhne kom ind på kontoret, spurgte Dorte:

”Er det dig eller Sara som har vikarieringen i morgen?”
”Det er mig”, sagde Lyhne.
”Nå, der er allerede tre som har ringet. De kommer ikke i morgen.”
”Tak”, sagde Lyhne og gik ind til sit overfyldte skrivebord.

Teamwork

Teamwork