Tandlægeskræk skal forebygges

I Danmark er vi en nation af bangebukse, når det kommer til vores sunhedsvæsen. Der er mange granvoksne mænd, der ikke tør tage til lægen, og der er endnu flere der ikke bryder sig om at gå til tandlægen eller direkte frygter det. Undersøgelser viser, at omkring 40% af alle voksne danskere er utrygge ved at besøge tandlægen, mens godt hver 10. er så bange, at de helt er holdt op, hvilket er en voldsom sundhedsrisiko.

Der er mange tandlæger, der gør meget for at "behandle" denne skræk - Og en af dem skriver på sin hjemmeside "Vi ved godt, at tandlægeskræk kan ligge så dybt i dig, at den aldrig kan forsvinde helt, men vi vil gøre vores bedste for, at den bliver så lille som mulig" (kilde: tandcity.dk)

Og det er her hele humlen ved problemet ligget begravet, nemlig at tandlægeskrækken sidder så dybt i os, og at tandlægerne er nødt til at behandle symptomet, fremfor at det forebygges. For de flestes vedkommende begynder besøgene ved tandlægen i omkring 2-3 års alderen og allerede der kan det være forbundet med ubehag skrig og skrål at have børnene med til tandlægen, men de har ikke noget at sammenligne med og har derfor sjældent haft en dårlig oplevelse, hvilket gør at det er situationen og ikke oplevelsen de "frygter".

Den egentlige frygt begynder for mange børn med skoletandplejen, hvor mindre behandlinger måske forekommer, og for mange kommer den altså til at sidde så dybt i dem, at de bliver bange for at gå til tandlæge, og nogen lige frem holder op i deres voksne liv af andre grunde, end at det kan være dyrt. Jeg tror vi er nødt til at tage bedre fat om problemet i folkeskolen. Jeg siger ikke at vi skal have skræk på skemaet, men jeg tror der skal mere til, end bare lige en smule oplysning. Vi snakker trods alt her om et problem, der rammer næsten halvdelen af alle os danskere.

På en klinik i Chicago bruger de en hund til at afhjælpe tandlægeskræk, da børnene finder ro og hygge ved at kæle med hunden og derfor glemmer at de er bange (kilde: Dagens.dk) Jeg siger ikke, at der skal være hunde ved skoletandplejen, men vi er nødt til at tage hånd om dette for vores egen og ikke mindst for vores børns skyld. Hvordan skaber vi rammer, der afhjælper frygten? Jeg ved det ikke, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at det blev taget op.

Jeg er ikke selv en, der elsker at gå til tandlæge, og har faktisk tidligere været ret bange for at sætte mig i stolen. Det er dog noget jeg har overvundet, og min søn skal have en bedre oplevelse med tandlægen, end jeg har haft. Dette indlæg er desuden skrevet, fordi jeg lige nu kæmper en kamp to gange om dagen med at børste min lille søns 8 tænder, og derfor har en smule bekymring for fremtiden.