Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Tænk teaterfaget ind i den nye helhedsskole

Jeg har igennem årene som teaterunderviser og instruktør set, hvordan teater har hjulpet børn og unge med deres selvværd og selvforståelse. Det undrer mig, at teater som fag endnu ikke har fået den plads i undervisningssystemet, som det fortjener. Muligheden skulle stå lige for døren, når nu den kommende skolereform skal vedtages. Hvorfor ikke tage teater med i puljen og give de lærere, som brænder for det, mulighed for at efteruddanne sig, og give kommende lærere mulighed for at kunne vælge det som et linjefag på seminariet?

Preben Birkeholm
Start debatten
3. marts 2013, kl. 11:06

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Jeg har igennem årene som teaterunderviser og instruktør set, hvordan teater har hjulpet børn og unge med deres selvværd og selvforståelse. Det undrer mig, at teater som fag endnu ikke har fået den plads i undervisningssystemet, som det fortjener. Muligheden skulle stå lige for døren, når nu den kommende skolereform skal vedtages. Hvorfor ikke tage teater med i puljen og give de lærere, som brænder for det, mulighed for at efteruddanne sig, og give kommende lærere mulighed for at kunne vælge det som et linjefag på seminariet?

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Teater er et modstykke til alle de boglige fag og vil med den rette, kvalificerede undervisning kunne skærpe koncentrationsevnen, sådan som skoleloven anviser, og give børnene værktøjer, de kan bruge i andre fag. Teater er en træning i at være menneske med det udgangspunkt, hver især måtte have, og mulighed for at udvikle sig derfra. Teater er afspænding og kan bruges, så eleverne ikke føler sig så pressede i hverdagens skoleliv. Teater styrker vores empati. Da karakter- og rollearbejdet i teater handler om at kunne sætte sig i en andens sted. Skuespillerens værktøjskasse rummer midler til at bearbejde konflikter i en klasse, herunder mobning. Teater skaber balance og overblik over ens egen formåen og udfordringer. Teater udvikler sprogforståelsen og udtalen i arbejdet med tekst. Teater kan skabe interesse og forståelse for historiske perioder via det praktiske arbejde med manuskripter fra bestemte tidsperioder. Teater træner eleverne i at stå frem og præsentere sig selv og turde være sig selv. Teater er - uden at rumme noget konkurrenceelement - et redskab til selverkendelse og øget selvværd. Teater er sjov fysisk udfoldelse.

Med vedtagelsen af den nye skolelov er der fare for, at de kreative fag i foreningslivet indenfor en årrække vil være delvist eller helt forsvundet. Ja, der kan endda blive tale om at alle nuværende fritidsaktiviteter skal sadle om og tænke nyt, hvis udviklingen på landets skoler fortsætter med flere timer til eleverne. Oplægget om at eleverne skal igennem en skoleuge på op til 37 timer, for at de kan lære mere og blive bedre i de boglige fag, vil reducere deres fritid og mulighed for at kunne dyrke kreative interesser. I værste fald vil man stå med en gruppe inputmættede elever, som ikke har den fornødne energi til at dyrke fritidsliv udenfor skolen. Skolelovens vedtagelse sker godt nok under dække af, at der skal fokuseres mere på de kreative fag i skolen, og at eleverne så kan dyrke kreativiteten i skoletiden. Men det er her, vi støder på et problem. Høj faglighed er ikke det, som præger folkeskolen, når der er tale om undervisning i faget teater. Lærerseminarierne har ikke teater som linjefag. Teater bliver som fag i den grad underprioriteret i folkeskolen og præges af mangelfuld viden og dårlig eller slet ingen brug af de værktøjer, som faget indeholder. Lærerne er ikke klædt godt nok på til at varetage faget, og i mange tilfælde viser det sig, at når der arbejdes med teater i skolen, anses produktet for vigtigere end processen.

Traditionelt er teater i folkeskolen blevet betragtet som en slags sjov og ballade. Underholdning. En slags cirkus, hvor klassens klovn, klassens smukke pige, klassens gode sanger, den som råber højest osv. osv. har kunnet boltre sig og skabe lykke. Teaterprojekter i en klasse har handlet om det fællesskab, der opstår ved at skabe et udtryk sammen, og har i den grad handlet om at skulle lære tekst udenad samt at overvinde angsten for at stå på en scene, mens publikum kigger på. Typisk er teater placeret som en projektuge, der bliver behandlet som noget ekstraordinært, der skal overstås. Det er i hvert fald svært at se, hvordan nogen skulle kunne lære ret meget brugbart om teater på en uge eller en måned. Som det er nu, ligger drama som en del af danskfaget i folkeskolen, men ofte begrænser indsatsen sig til oplæsning og analyse af dramatiske tekster samt ubehjælpsomme dramaøvelser. Men teater er et fysisk fag, som skal udfordre elevernes emotionelle, empatiske, fysiske og sproglige sider over længere tid, her taler vi om halve eller hele år, for at have en effekt. Den tilbagevendende temauge med teater som overskrift, 6. klassernes årlige musical/skolekomedie eller andre forsøg på at inddrage teater i skoleundervisningen har ikke meget med faget teater at gøre. De er først og fremmest produktorienterede projekter med et socialt aspekt, som ikke giver meget andet output end fællesskabsfølelsen - som efter en skolelejr. Det er ikke at forklejne, men eleverne lærer ikke at faget teater at kende. Teaterfaget har meget mere at byde på og forudsætter, at underviseren har gennemgået en uddannelse i skuespillerens værktøjer for at kunne undervise i det. Når nu man ønsker at være kreativ, hvorfor så ikke gøre det ordentligt?

Egentlig så er helhedsskolen ikke nødvendigvis nogen dårlig idé. Men jeg har svært ved at se, hvordan teater som fag skal overleve, hvis børnene fremover ikke har kræfter til at gå til det i fritiden, og der ikke kommer en målrettet indsats på området med kvalificerede undervisere i folkeskolen. Jeg er heller ikke sikker på, at folkeskolens nuværende lærerstab kan løse denne opgave, medmindre de får resurser i form af kvalitativ undervisningstid og efteruddannelse. Så hvis teater ikke kan dyrkes i fritiden, så bør det blive et kvalitativt tilbud i skolen, som de studerende på seminarierne rundt om i Danmark skal kunne studere og vælge på lige fod med musik og billedkunst. Hvis teater kunne få status af fag i folkeskolen med en time om ugen på et eller flere klassetrin, ville vi være nået rigtig langt. Hvis dette ikke er muligt, og med vedtagelse af den nye skolelov, så forudser jeg en krank skæbne for teater i fremtiden.

Lige nu varetages teaterundervisning af børn først og fremmest af foreningslivet, selvom det langt fra er alle foreninger, der kan tilbyde undervisning i kunstarten. Men det er i foreningslivet, at den spirende interesse bliver vakt og kommende skuespilleraspiranter vokser frem. Det er disse foreninger, som danner grundlag for teaterinteressen, så hvis de presses til at nedtone deres undervisningsaktiviteter og måske må lukke, og den kommende skolelov ikke medtager teater som et af de kreative fag med fagligt indhold, ser det sort ud. I værste fald vil det betyde, at vækstlaget forsvinder, da teaterforeningerne fremadrettet vil få svært ved at rekruttere medlemmer og dermed have grundlag for at drive deres foreningsvirksomhed. Dette vil også få betydning for de mange efterskoler og højskoler, som promoverer sig med teater. Hvem skulle interessere sig for at gå her, hvis der ikke er nogen til at skabe og dyrke interessen?

Vi har så travlt i den danske folkeskole med at fokusere på de tal, som står på bundlinjen og sammenligne os med andre nationer. I stedet for burde vi fokusere på et bedre liv i den moderne helhedsskole. Et liv, som selvfølgelig skal rumme grundlæggende boglige færdigheder, men også et liv, hvor vi i skolen lærer at tage vare på os selv og på vores medmennesker. En skole, hvor børnene kan blive klogere på et fagligt, mentalt og menneskeligt plan. Det er det, teatret kan, og det er nu, at teater skal medtænkes i folkeskolen.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Tænk teaterfaget ind i den nye helhedsskole

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS