Tænd lyskæden

Der var også et par stearinlys på bordet. Sådan plejer det ikke altid at se ud. Nogle gange sidder vi i et fuldstændig neutralt lokale på en af vores arbejdspladser.

Vi kunne være seks personer, men i dag er vi kun fem. En af os er på uddannelse og derfor ikke med. Vi mødes to-tre gange om året. Det har vi gjort i mere end ti år. Vi kommer fra forskellige institutioner, der har med børn og unge og deres dannelse, læring og udvikling af gøre.

Tilsammen repræsenterer vi det hele børneliv med musik, tegning, ord, dans, drama, matematik, læsning, dannelse, socialitet, livsduelighed, væredygtighed og flere af de eksistentielle tilgange forenet i en fin balance mellem fællesskab og individualitet.

Vi mødes i et forum, man typisk ville kalde ’supervision’, et begreb og et fænomen, der har udviklet sig i den brede forståelse og også helt ind i vores lille gruppe. Oprindelig mødtes vi for at lære metoder og redskaber til supervision og refleksion. Metoder som vi hver især kunne bringe tilbage i vores forskellige regier. Vi designede en ramme, som vi kunne invitere vores indhold ind i.

Over tid har ramme og indhold skiftet plads i vores hierarki. Nu er det indholdet og dermed den fælles erfaringsudveksling, inspiration og meningsfuldhed, der har første prioritet. Nu etablerer vi en ramme, der afspejler, hvad vi aktuelt er optaget af. Den fleksibilitet overfor både indhold og ramme kan alene lade sig gøre i praksis, fordi vi over år har skabt et netværk, hvor tillid og åbenhed er den tilbagevendende oplevelse fra vores møder.

I dag bliver temaet, hvorfor vi alle har været i samme job i mere end ti år. Det bliver en spændende udveksling af erfaringer med at arbejde med og for børn og unge og deres dannelse, læring og trivsel. Vi har alle indflydelse og rammer, hvor vi kan være med til at skabe udvikling, så kunst- og læringsarter bringes sammen og åbner for nye vinduer. For børnene, deres forældre, de professionelle og for samfundet som helhed.

Det bliver tydeligt for os, hvor stort og stærkt et netværk vi ville have, hvis vi vævede dem sammen. Og hvor mange flere vinduer, vi ville kunne få øje på og turde åbne. Eller som en af os formulerede det: ’Det ville være som at sætte en stikkontakt til lyskæden og få alle lysene til at lyse op på samme tid!'

Vi aftalte et nyt møde til sommer.