”Kom nu unger, en, to, tre, syng! Nå, ikke?! Hør nu her. Det er ligesom med hesten: man kan trække den til truget, men man kan ikke tvinge den til at æde”. Jeg kan næppe tælle på tusind fingre, hvor mange gange jeg har været ude i den slags brandtaler. At motivere børn til at synge er vitterligt nogle gange som at klemme vand ud af en sten. Og det er altså ikke blevet bedre med tiden.
Når den fælles sag skrider i svinget
I mine 15 år som aktivt udøvende musiklærer har jeg oplevet en langsomt dalende linje i engagement i forhold til det med at turde/ville/kunne bidrage i musiklokalet. Børn er blevet så forfængelige og usikre, at de stopper sig selv i at folde sig ud, inden de overhovedet kommer i gang. Tænk hvis de sang forkert. Tænk hvis de ramte ved siden af. Tænk hvis de så skæve ud i ansigterne. Argumenterne for IKKE at gøre noget ved sagen overstiger snart dem, der taler for at tage chancen og bare kaste sig ud i det.
Hver fugl, osv...
Med lidt snilde kan jeg sagtens bruge en halv time på at tale børnene til rette og skabe trygge rammer, men pointen er, at den tryghed skal ligge som en latent størrelse i deres baghoved. De skal vide, uden at tænke nærmere over det, at i musiklokalet er der ingen op eller ned, rigtigt eller forkert, men kun det, som de selv byder ind med. At turde er at ville. At ville er at kunne. At kunne er at skulle. Alle har en stemme. Om det er ved stemmeurnerne eller henne i musiklokalet. Hvis man gerne vil gøre en forskel i denne verden, er det bare om at bruge den. Syng for fanden!
***
At lære er at famle i mørket, blind og stum, at sprænge eller samle sit eget verdensrum, at vække det, der sover, og gøre tanken fri, at se en himmel over hver drøm, man lever i.
- Halfdan Rasmussen i “At lære er at ville”, 1949
Syng for fanden!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.