Sværere at danne klasser - sludder

Hvis jeg forventer, at børnene sætter sig, når jeg beder dem om det, så gør de det alle.

Kan man sortere børn? Jeg føler mig godt gammeldags kaldet til at kommentere Henrik Staneks artikel i Folkeskolen nummer 15 og vil med det samme oplyse, at jeg har arbejdet som børnehaveklasseleder på Abildgårdskolen i Vollsmose, Odense, i 27 år.

Børnehaveklassen har altid været et år, der bruges til at vænne børnene til skolen. Der er børn, der er hurtige til at falde til, og der er børn, der har brug for mere tid. Jeg kan ikke få øje på, at børn er mere urolige nu end for 10-15 år siden, og det er jo fem-seksårige børn, vi taler om, ikke? At børn er blevet mere selvbevidste, er vel ikke bare dårligt, og hvis der er børn, der er mere opmærksomhedskrævende, end det er rimeligt, er det den voksne, der bestemmer, hvor meget opmærksomhed barnet skal have. De meget opmærksomhedskrævende børn er også de børn, der har brug for året til at finde sig til rette. Man kan forsøge sig med alverdens tiltag, og der er rigeligt med gode råd, men den eneste måde at takle tingene på er følgende: Hvis børnene er blevet sværere at omgås og undervise, er det vores pligt at uddanne os, så vi er i stand til at modtage, omgås og undervise de børn, vi får. Det handler her om indsigt i, viden om og respekt for børn og et godt selvværd hos den voksne. Jeg oplever, at børn ikke finder sig i nedladende og bedrevidende irettesættelser fra voksne, men at de hurtigt respekterer og anerkender en kort, præcis afvisning af en uhensigtsmæssig adfærd, og det er vel også meningen, at barnet skal opfatte, at det er adfærden og ikke barnet, der bliver afvist.

Vi kan som pædagoger og lærere søge oplysninger om det enkelte barn, men ingen oplysninger er så værdifulde og så vigtige som dem, barnet selv giver ved at være i klassen, ved at agere i samspil med andre og ved at blive lyttet til. Disse oplysninger er, hvad den voksne har at gøre med, og barnet er så overladt til, at den voksne forstår at tolke rigtigt og handle til barnets bedste.

Børnene skal starte i en klasse med en voksen, som svæver over vandene, medens børnene til gengæld bruger al deres tid på at lære hinanden at kende. Selvfølgelig skal vi samarbejde med andre, men børnene skal vide, hvor de hører til. Børnene skal ikke skilles ud, allerede inden de er startet på et årelangt skoleforløb, og stod det til mig, blev børnene i klassen, uanset om de på forskellig vis skiller sig ud fra det, de voksne mener er normalt. Børn fungerer sammen og udskiller ikke hinanden, hvis altså den voksne har tillid til, at der er ting, som kun børn forstår, og at vi voksne kun kan forsøge at gætte os til, hvad der sker.

Børnene er for mig en daglig glæde og udfordring, og de er ikke til besvær.

Anne Ditlevsen

Odense