Støj på skolestarten

Høje klassekvotienter i børnehaveklasser og kommunalpolitikere, der leder efter sparemuligheder. Rapporter om urolige børn i indskolingen og lav score i internationale sammenligninger. Og så videre, og så videre.

Der er mange grunde til at diskutere skolestart - både indhold, børnenes læring og arbejdsvilkår. Men desværre kommer der hele tiden støj på debatten, så det kan være vanskeligt at høre, hvornår det handler om at gøre skolestarten bedre, og hvornår det går ud på at camouflere besparelser som pædagogiske landvindinger. Og som om det ikke var rigeligt, larmer institutionspædagogernes fagforening med og forsøger at erobre nyt land i skolen, fordi nogle af dens medlemmer har dårlige arbejdsbetingelser andre steder.

Det er oplagt, at pædagoger og lærere skal arbejde sammen om at gøre overgangen fra institution til skole bedst muligt. Lige så klart er det, at leg og andre udviklende aktiviteter ikke kun hører til i førskolepædagogikken. Og det er indlysende, at lærer- og pædagoguddannede har kvalifikationer, som kan supplere hinanden. Men det har intet med virkeligheden at gøre, når nogen forsøger at bilde sig selv og andre ind, at pædagoger, der er uddannet til noget helt andet, skulle være bedre end læreruddannede til at undervise i skolestarten.

Lad os først se på uddannelsen og siden på hverdagen:

Før 1992 var der tre pædagoguddannelser, man blev børnehavepædagog, fritidspædagog eller socialpædagog. Men Bertel Haarder slog uddannelserne sammen, så på tre et halvt år - hvoraf 12 måneder går til lønnet praktik og tre måneder til øvelsesprakik - skal den pædagogstuderende nu forholde sig til alle institutionstyper på én gang - fra vugge til krukke så at sige.

Det foreslås nu at lægge et 'skolemodul'ind i pædagoguddannelsen, men det siger sig selv, at det er håbløst at presse et ekstra kursus ind i en sådan generalistuddannelse, som kan kvalificere til at tage ansvaret for den læring, som er hovedformålet med skolens strukturerede undervisning. Både den almene didaktik og fagdidaktikken er integrerede bestanddele af den helhed, der kendetegner lærernes uddannelse.

Men betyder det så ikke, at pædagoguddannede ikke kan bruges i skolen, kunne et logisk spørgsmål lyde? Svaret skal findes i skolens hverdag, og det er et betinget nej.

Børnehaveklasseledere har tilført skolen noget værdifuldt, og deres indsats har inspireret lærerkolleger på skolen til at lade børnene være mere aktive. Det er oplagt, at pædagoger, der går ind ad skolens fordør og søger en stilling som børnehaveklasseleder, bliver de bedste skolestartspædagoger. Fordi de selv har valgt samarbejdet og at tage medansvar for skolens undervisning. Men det har i alle årene været en svaghed, at der ikke findes en egentlig efter- eller tillægsuddannelse for skolestartspædagoger. Det kan og bør der gøres noget ved.

Men det er samtidig en udfordring for intelligensen at påstå, at den pædagog, der aktivt har valgt at arbejde inden for fritidsområdet, pludselig skulle blive en kvalificeret og engageret underviser af ikke at kunne få fuldt timetal i skolefritidsordningen! Man forstår desperationen hos dygtige og ansvarlige pædagoger, der oplever, at kommunen ødelægger velfungerende fritidshjem og stuver børnene sammen i discountpasningsordninger. Og det må være ydmygende at opleve, at politikere og fagforening bagefter forsøger at klemme dem ind ad skolens bagdør. Men ingen af delene giver pædagogerne faglige kvalifikationer til at undervise i læsning og matematik - eller kompetence til at forstå skolestarten som en del af elevernes samlede skoleforløb.

-th

Børnehaveklasseledere har tilført skolen noget værdifuldt, og deres indsats har inspireret lærerkolleger

Faste rubrikker

Debat 18

Kommentar 24

NETopNU 34

Spot 36

Anmeldelser38

Ledige stillinger43