Stavning og læsning

Steen Larsen efterlyser i Folkeskolen nummer 34 argumentation for, at man kan lære børn at læse ved at undervise dem i stavning. Jeg går ud fra, at der med stavning ikke kun tænkes på at sige bogstavernes navne, men også deres lyd.

Mit udgangspunkt er, at skrevne ord kan opfattes som 'lydpakker' eller legitime bogstavkombinationer i modsætning til vilkårlige bogstavrækkefølger som for eksempel xrllynv. Om ordene er fuldstændig lydrette i forhold til det talte sprog, er egentlig uinteressant, fordi læseren evner at 'oversætte' bogstavkombinationerne til meningsfuldt sprog umiddelbart.

Forståelse for, at bogstaverne i de enkelte ord lydligt kan sammenbindes, er imidlertid en kritisk faktor for det barn, der skal lære at læse. Hvis ikke barnet forstår, at man kan stave, vil det være henvist til at anskue skrevne ord som rene piktogrammer. At dette er uhensigtsmæssigt, ved man fra det stigende antal børn, som lærer at læse udenad. Disse børn har vedvarende problemer med at finde nøglen til at kunne læse og udtale ord, de ikke har set før på skrift (Byrne, Freebody og Gates 1992; Freebody og Byrne 1988).

Behersket undervisning i stavning kan altså meget vel være det 'enzym', der sætter en selvudviklende proces i gang hos den vordende læser, selv om den, der har lært at læse, naturligvis ikke staver sig igennem en tekst.

Steen Bork Christensen

Malling Skole