Statistikpolitik og virkelighed

Folkeskolens leder i nummer 5 mener tilsyneladende ikke, at der er grund til i kommunerne at omstille indsatsen fra dagpasning til folkeskolen. Tværtimod behøver kommunerne ikke at foretage sig noget særligt i anledning af, at antallet af de mindste børn fra nul til seks år falder med 35.000, og antallet af skolebørn i samme periode stiger med 70.000.

Med det nuværende forbrug per barn i folkeskolen og i dagpasningen betyder det merudgifter i folkeskolen på mellem to og tre milliarder kroner og mindreudgifter i dagpasningen på cirka 1,7 milliarder kroner om ti år.

BUPL argumenterer for øjeblikket stærkt for, at ressourcerne fra det faldende behov i daginstitutionerne ikke skal anvendes eller flyttes til folkeskolen, men forblive i daginstitutionerne til kvalitetsforbedring. Folkeskolens leder støtter tilsyneladende BUPL i dette synspunkt.

Det kan man for så vidt have en vis sympati for, hvis kommunerne havde penge nok. Landets finansminister tænker desværre ikke sådan. Kommunerne har frihed til at prioritere, men den samlede ramme er som bekendt fastlagt af regeringen - blandt andet under indtryk af både voksende og faldende behov på serviceområderne.

Konsekvensen af lederens synspunkt vil derfor være, at vi i de kommende ti år får stærkt stigende gennemsnitsudgifter per passet barn og stærkt faldende gennemsnitsudgifter per skoleelev. I øvrigt fortæller statistikken, at udgiften per folkeskoleelev de sidste år har været faldende, mens udgifterne per passet barn i aldersgruppen nul-seks år - på trods af en udbygning med næsten 60.000 pladser de sidste syv-otte år - er uændret. Statistikken siger også, at der i vuggestuer og børnehaver er cirka fire-fem børn per pædagog, mens der i folkeskolen er 10-12 elever per lærer.

Kommunernes Landsforening - og ligeledes regeringen - anbefaler kommunerne en glidende omstilling fra pasning til undervisning, så man tilgodeser folkeskolen og i øvrigt fastholder serviceniveauet i pasningsordningerne på nuværende niveau. Der lægges ikke op til besparelser, tværtimod. Færre børn i institutionerne vil give bedre fysiske rammer.

Det kan overraske, at lederen foretrækker BUPL's strategi, der ensidigt tilgodeser pasningsordningerne. Kommunernes Landsforening foreslår, at kommunerne prioriterer til fordel for folkeskolen. Vælg selv!

I øvrigt har der i de seneste år været en perspektivrig, udviklingsorienteret og dermed spændende debat om kvalitet i folkeskolen. Både Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening og regeringen er initiativtagere, og debatten foregår, uden at ressourcerne per elev i folkeskolen vokser. BUPL har valgt en mere konservativ strategi. Ingen kvalitetsdebat uden flere penge på bordet!

Ingenting kommer af ingenting, og slet ikke de ressourcer, som folkeskolen har brug for de kommende år. Medmindre lederskribenten stiller sig tilfreds med den undtagelse, der bekræfter reglen, nemlig lommeuld.

Jan Olsen

cheføkonom,Kommunernes Landsforening