SOPHIAs konference var sympatisk og pæn, men måske skal der mere aggression til for at redde demokratiet?

Den politiske embedsmand Jesper Fisker og de ditto forskerne fik taletid på SOPHIAs konference d. 30. september 2015 og dermed mulighed for at docere det positive budskab: At skolereformen er god, og den skal bare have tid, så skal det hele nok gå.

Der kan være en meget sympatisk intention i at lytte til dem, man er uenig med, men i pænhedens navn må det konfronterende og rebelske, som fx de to på fotoet oven for står for, ikke glemmes.

Lærere, forældre og ganske almindelige borgere skriger på en demokratisk debat, hvor det ikke bare er embedsværk, politikere og forskere bag folkeskolereformen, der ytrer sig.

Med udgangspunkt i spørgsmålene – Hvilket menneskesyn ligger bag folkeskolereformen? Formålssyn? Hvilket styresystem af offentlige medarbejdere, lærere, ligger bag? Hvordan handler vi som lærere, forældre, skolefolk, borgere? – er det afgørende vigtigt, at flere end Tordenskjolds soldater gives ordet.

For hele grundlaget for samfundets værdipolitik er i færd med at eroderes med den nye folkeskolereforms ensidige vægten et objektiviserende menneskesyn. Dette videnskabsteoretiske udgangspunkt bruges i mainstream forskningen til at evidensberettige læringsmålsstyring, som, opportunt for konkurrencestatsskolen, kan måles, testes og gøre eleverne brugbare til erhvervslivet.

Der er alvorlige og dybe demokratiske problemer i, at embedsværket er politisk styrende og forskerne logrende haler til læringsmålsstyring. Frihed, ligeværd og demokrati hænger i en tynd silkesnor i folkeskolens formålsparagraf, som efter reformen lever et skjult liv i åndsfrihedens nu tomme sale.

Derfor er der brug for en mængde bragende konfronterende debatter i samfundet generelt og i pædagogiske kredse i særdeleshed, og måske skulle SOPHIA overveje at smide de sympatiske og pæne intentioner overbords og indtage pladsen som offensiv, måske ligefrem aggressiv, politisk modspiller til det parnas af embedsværk, forskere og politikere, der tillader sig at lukke døren for en ordentlig samfundsmæssig debat.

Udover at jeg personligt fik blod på tanden efter at møde Jesper Fisker, Claus Holm, Lars Qvortrup, Stefan Hermann og alle de andre skolereform-elskere i direkte og åben konfrontation, så har vi i den pædagogiske verden en række debattanter, som helt i Grundtvigsk ånd med bid og vid konfronterer det objektiviserende menneskesyn samt det slet skjulte nye formål for skolen om læringsmålsstyring. Demokratiet har brug for en redningskrans, det er ved at drukne.