Solidaritets-kompetence

Gad vide om det er en religionskrig eller bare en hanekamp, der er indledt mellem Per Schultz Jørgensen og Jens Erik Kristensen. (Folkeskolen nummer 15 og 19). Set udefra kunne det ligne en strid om ord, selv om det er et begreb - kompetencebegrebet - der samler uenigheden. Ord kan jo også have en gavnlig virkning: Når man siger navnet på trolden, bliver den ufarlig og mister sin kraft.

Sådan opfatter jeg Jens Erik Kristensens ærinde; men det kunne da være rart at få bekræftet, om hans anvendelse af luderbetegnelsen om kompetencebegrebet har til hensigt at råbe vagt i gevær over for en tendens i tiden, der kan komme til at koste dyrt for de elever, der i forvejen ikke har for gode betingelser i deres forsøg på at være med i fællesskabet.

Jeg troede faktisk også, det var her, man kunne finde Per Schultz Jørgensens solidaritet, men så er jeg ikke sikker på, at jeg forstår hans forsvar for kompetencebegrebet. Jeg får det ud af hans svar på interviewet med Jens Erik Kristensen, at kompetencebegrebets vej til at blive 'et første svar i en vigtig teoretisk diskurs' går via et paradigmeskifte, til at 'individualismen er blevet perspektivet'.

Mon Per Schultz Jørgensen mener, at perspektivet er blevet individualisme for de elever, der har vanskeligheder med deres sociale kompetence? Den ensomme helt, der klarer sine problemer selv! Nej, det kan ikke være sådan, han mener det, men er det ikke konsekvensen af at individualisere den sociale kompetence? Hvad sker der med den sociale handlekraft, når den hægtes af tid, sted og relationer og bearbejdes som en kompetence hos det enkelte individ, altså individualiseres?

Eva Olesen

Kolding