SNYDT !

Lange Nase

Prøverne blev som bekendt aflyst. Færdig bum. Senere får jeg oplyst at en af mine 9. klasser omsider var blevet udtrukket til mundtlig prøve. Jeg har nu afsluttet femten 9. klasser, og det er første (!) gang en af dem skulle op i mundtlig tysk. Hvor ville jeg gerne have haft den erfaring med. Det er muligt at ikke alle elever ville være blevet begejstrede, men det kunne de nu roligt være. Mange havde sandsynligvis arbejdet og trænet deres sprog. Mange havde forhåbentligt klaret sig bedre end deres egne forventninger og havde følt det som et skulderklap. Derfor har eksamen en berettigelse, selvom det vigtigste naturligvis er at den daglige undervisning fungerer.

Kalibrering

Jeg bilder mig ind at jeg underviser eleverne sådan at de kan gennemføre folkeskolens afgangsprøve. Jeg giver dem årskarakterer ifølge det jeg kan forstå ud af prøvevejledningen. Men jeg kan meget vel have skabt min egen målestok for hvor man skelner mellem godt og fortrinligt, mellem jævnt og utilstrækkeligt. Så det virker jo direkte ind på hvad jeg forventer af eleverne i den daglige undervisning. Måske ligger mine krav skævt i forhold til andres, måske er jeg for skrap, for blød eller uretfærdig. Hvis jeg skal have en fornemmelse af om vi er på rette spor i forhold til andre skoler, er jeg da nødt til at blive korrigeret en gang imellem. Selvfølgelig taler jeg med kolleger rundt omkring, og jeg forsøger at følge med i fagets udvikling. Men det er meget mere håndfast at en kollega udefra lytter på konkrete samtaler, sammenholder med prøvens kriterier og giver en melding. Eleven får noget med, og det gør læreren vel også.

Man kan håbe

Mundtlig prøve ville have betydet mere arbejde til mig. Men tænk: jeg gjorde det gerne. Jeg gjorde det gerne hver sommer. Hvor mange år mon der skal gå før en af mine klasser bliver trukket ud igen?