Små inkluderende fællesskaber

Lærertanker fra folkeskolen.

Skolereformen og inklusionsdagsordnen.

Regeringens målsætning om at 96 procent af alle elever skal inkluderes i normalklasserne i Folkeskolen, giver mange steder store udfordringer. En del elever søger til fri- og privatskoler, lærere bliver syge, inklusionselever reagerer, forældreorganisationer rører på sig. Hvordan skal det hele lykkes?

Blandt andet gennem uddannelse af lærerne skulle inklusionsdagsordnen blive mulig. Der er stor forskel på niveauet af efteruddannelse fra skole til skole, men generelt er det godt, at lærerne kontinuerligt efteruddanner sig og udvikler deres pædagogik og undervisning,- det har alle elever glæde af. Det store spørgsmål er dog om efteruddannelse er svar nok!

Samtidig har Folkeskolereformen også målsætningen, ”Alle børn skal trives og lære mest muligt”. Det tror jeg de fleste bakker op om, og egentlig er der ikke noget nyt i målsætningen.

Årsagerne til børns mistrivsel er mangfoldige, og ofte skyldes den forhold, der ligger udenfor skolen, og som skolen og lærerne ikke har så stor indflydelse på. Der er selvfølgelig gode historier, hvor inklusionen lykkes, dem skal vi lære af og det er godt!

Tilbage står dog for mange elever, der ikke oplever sig socialt eller fagligt inkluderet i klassefællesskabet, og for hvem skolehverdagen er en kamp på trods af mangfoldige aftaler og tiltag på klasseniveau.

Små inkluderende fællesskaber.

Der er flere urolige børn og flere inklusionselever i klasserne. Dertil kommer, at der som følge af ændret skolestruktur (læs skolelukninger) generelt ofte også er flere elever i klasserne nu end for få år siden. Disse forhold presser trivselsmålet i Folkeskolereformen, om at alle elever skal trives og blive så dygtige, som de kan. Målet gælder både de urolige og mere ressourcekrævende og de undervisningsparate. Alle har de i høj grad brug for at være i en god relation til deres lærer, for at trives og få det optimale ud af undervisningen.

Udfordringerne, der opleves rundt på skolerne, skyldes blandt andet, at eleverne over en bred kam placeres i store klasseenheder. Men en del af disse børn kan have brug for noget andet. Det kunne være små inkluderende fællesskaber med tilknytning til en stamklasse. Små inkluderende fælleskaber, hvor eleverne ikke konstant udsættes for samme mængde stimuli som i de store klasser, hvor tempoet kan sættes ned og i højere grad tilgodese den enkeltes behov, og hvor antallet af elever og lærere er begrænset, så relationerne bliver mere overskuelige.

Når vores folkeskole skal have plads til alle slags børn, som oplever trivsel og udvikling, må der arbejdes med en kvalitativ udvikling af strukturen i folkeskolen, således at ALLE elever kan få et individuelt tilbud, der passer til dem.

Inklusion må nødvendigvis bero på en individuel kvalitativ vurdering og ikke på en kvantitativ målsætning om, at 96 procent af eleverne skal inkluderes i almenskolen, i enheder på op til 28 elever pr klasse. Hvis inklusionsmålet skal nås samtidig med at skolereformens trivsel - og læringsmål skal opfyldes, må folkeskolens struktur gentænkes. Det kan gøres meget bedre, og små inkluderende fællesskaber kan være en del af løsningen.