Slår ’public service motivation’ os ihjel?

Hvert år når sommerferien lakker mod enden, stiger spændingen og tankerne kredser om de elever, som jeg snart skal møde igen - mine forventninger er høje, særligt til mig selv, for jeg er ikke i tvivl: som lærer vil man gerne gøre noget godt for børnene og samfundet.

Eleverne skal have gode faglige resultater, men jeg håber også, at de får en form for dannelse med sig, som gør dem i stand til at kunne deltage i og udvikle samfundet. Derfor er det glædeligt, at det nu er comme il faut at tale om dannelse - jeg er selv meget optaget af Mette Frederiksens begreb: formålsstyret undervisning, hvor fagenes såvel som skolens formål får en central plads i min undervisning. (Læs mere her fx: https://www.folkeskolen.dk/593666/laereren-bag-formaalsstyret-undervisning)

Men som skoleåret løber i gang og bladene skifter fra grønt til gult og rødt, bliver mine bekymringer, i takt med mørket, større og større: Kan jeg nu leve op til forventningerne, kan jeg rent faktisk levere et godt resultat?

Vores motivation er afgørende for eleverne

Min motivation for at gøre noget godt for andre og samfundet deler jeg med offentlige ansatte. Forsker Lotte Bøgh Andersen kalder denne motivation for “public service-motivation”. Hun har også påvist, at der er positiv sammenhæng mellem de offentlige ansattes særlige motivation (“public service-motivation”) og de resultater der opnås hos eleverne.

Derfor er det ikke mærkeligt, at lærernes fagforening er optaget af at styrke denne motivation.

Men når vi som fagforening efterspørger (mere) mening med arbejdet - fx diskussion om hvad vi skal med skolen og hvordan dannelse kan få større plads i folkeskolen (fordi vi ved, at lærere er drevet af public service motivation og ikke måltal) - er vi så selv med til at øge det grænseløse arbejde?

Jeg efterspørger ikke ledere eller en fagforening, som blot direkte eller indirekte beder mig skrue ned for ambitionerne og blive lønmodtager, for det ville være fagligt uforsvarligt.

Jeg vil blot understrege hvor vigtigt, det er, at fagforeningen og dens repræsentanter er sig bevidste om, at når vi efterspørger mening, er vi også med til at øge risikoen for det grænseløse arbejde.

I næste blogindlæg vil jeg give mit bud på, hvordan vi i fællesskab kan tage ansvar for dette.