Skolestart og hvad de dog siger

Så er det blevet dagen hvor år 2 af folkeskolen efter reformen så småt går i gang. Det har selvfølgelig udløst en solid mediestrøm af alt muligt mere eller mindre skolerelateret stof. Lad os starte med det der straks udløste dyb undren og panderynker hos undertegnede. Skoleledernes næstformand udtaler i forbindelse med en undersøgelse der viser at 55% forældre syntes at skoledagen er for lang at, "Det er selvfølgelig bekymrende, når der er så mange, der synes, at vi har en for lang skoledag. Men jeg tænker, at den forlængede skoledag er nødvendig i forhold til den opgave, vi har i forhold til, hvad børnene skal lære i dag". Det burde i sig selv være urovækkende at 55% af forældrene syntes at skoledagen er for lang. Jeg finder dog stadig ovenstående udtalelse endnu mere urovækkende, når nu man ved at 30% af de timer eleverne opholder sig i skolen ikke er faglige timer, men diversetimer. Vi kan i Foreningen og i Facebookgruppen konstatere at der tilsyneladende stadig er problemer med at finde ud af hvad lovgivningen egentlig siger omkring skoledagens længde,og hvordan de enkelte skoler administrerer lovgivningen. Det kunne være skolelederne skulle starte der, med at sætte sig ind i lovgivningen, og sørge for at deres skoler overholder den. Pauser er en del af skoledagen. Der må maksimalt være 1400 klokketimer på et skoleår. Hvilket allerede i forvejen er for mange.BUPL har nu også samstemmende med lærerne meldt om øget sygefravær, og anser reformen for årsag. Privatskolerne blomstrer, efterskolerne er glade, for de har fået flere elever, SFO'erne kan melde om færre børn. Som følge af reformen. Folkeskolereformen står ikke længere kun med det alle de ansvarlige gerne vil kalde implementeringsproblemer. Folkeskolereformen er i krise i forhold til alle sine egne mål. Og fortalerne for refomens fortræffeligheder har stadig ikke forstået at det primære for forældre til elever i folkeskolen er trivslen. Det er ikke godt nok at sige "vær tålmodige, vent og se". Det er nu andet år, hvor skolelederne, skolebestyrelserne og forvaltningerne, de mennesker der planlægger skolen, har haft muligheden for at levere, og det er ikke lykkedes overbevisende.Samtidig kan vi konstatere at både foreningen Skole og Forældre og DSE ikke fungerer som repræsentanter for alle deres medlemmer, men har adskillige blinde vinkler på inklusion, samt skoleledelsernes, bestyrelsernes og forvaltningernes ansvar. Et ansvar som i sidste ende, fordi det ikke længere kun drejer sig om implementering, er et ansvar de burde rette henvendelse til UVM og ministeren om.