Skolereformen fremmer mobning

Mobning skal stoppes, ingen tvivl om det, og derfor er det forståeligt, at der rejser sig et krav om en klageinstans,der kan komme efter de skoler, der tager for let på opgaven. Men den ene hånd aner åbenbart ikke, hvad den anden gør.

Vi ved at mobning udspringer af social angst (angsten for udstødelse), og vi ved, hvad der kan fremprovokere social angst hos børn. Det kan uoverskuelighed, mangel på struktur, uforudsigelighed, fravær af stabile relationer, fraværende voksne, der ikke griber ind, ensomhed osv.

Vi ved også hvad der skal til for at stoppe mobning: Åndsnærværende, overskudsprægede voksne, der har børnenes fortrolighed og tillid og derfor magter at skabe et varmt miljø, hvor ingen bliver overset, ingen forsvinder i mængden, alle bliver set.

Skolereformen gør stort set ALT forkert på dette område.

Den afmonterer klassefællesskabet til fordel for holddannelser på kryds og tværs.

Den rangordner børnene efter testresultater og baner vejen for niveaudeling af børn efter beskaffenhed.

Den afmonterer klasselæreren til fordel for en meget fjernere kontaktlærer, som netop ikke har fokus på gruppen, men på den enkelte.

Den beslaglægger lærerens arbejdstid så grundigt, at det tidsmæssige og mentale overskud, der skal til for at opbygge fortrolige og tillidsfulde relationer til børnene, forsvinder.

Den sender mange flere voksne ind over det enkelte barns hverdag.

Den fastholder børnene i de lange skoledage, hvor de ikke rent fysisk kan slippe væk fra de ubærlige situationer.

Hvis nogen skal meldes for at svigte de mobningstruede børn, er det først og fremmest de politikere, der har alt dette i værk.