Skolens dannelsesopgave er ikke primært pædagogernes

Pædagoger tilfører uden tvivl noget meget værdifuldt til folkeskolen. De spiller en vigtig rolle i arbejdet med elevernes trivsel, samvær, relationer og undervisningsparathed.

Men i debatten indsniger der sig ofte en fejlagtig skelnen mellem fag og faglighed på den ene side og dannelse på den anden. Eleverne skal både lære noget og dannes, hævdes det. Og heraf sluttes det naturligt, at lærerne tager sig af læring og pædagogerne af dannelse.

Dannelse er andet og mere end socialisering

Det sker selvfølgelig ud fra den opfattelse, at dannelse handler om socialisering. Man tænker, at eleverne for at blive dannede skal lære at omgås andre mennesker hensigtsmæssigt, og derfor er det naturligt at fremføre, at pædagogerne, der ofte har fokus på relationer og socialt samspil, løfter skolens dannelsesopgave.

Socialisering er rigtig nok ét element af dannelsen, men dannelse er så meget mere. Den handler om at udvikle sig til et myndigt, ansvarligt subjekt, der kan handle og tænke kritisk, selvbevidst, solidarisk og kompetent.

Skolens primære dannelsesopgave ligger i fagene og er lærernes ansvar

Så at arbejde med dannelse i skolen handler ikke kun om at lære eleverne at tale pænt til hinanden og at kunne spille rundbold uden at komme op at slås. Det handler primært om – gennem mødet med fagene og det faglige stof – at medvirke til, at eleverne udvikler viden, færdigheder, erfaringer, kompetencer, ansvarlighed, nysgerrighed, holdninger og sans for kritisk stillingtagen.

Pædagogerne har mange vigtige funktioner i folkeskolen, og derfor hører pædagoger helt naturligt til dér. Men de kan ikke tilskrives det primære ansvar for skolens dannelsesopgave. Den ligger i meget vid udstrækning i fagene og det faglige arbejde, som er lærernes ansvar og opgave.