Skoleleder? Nej, tak!

For 7 år begyndte jeg på lærerseminariet og i den forbindelse fik alle hold tilknyttet en slags studievejleder. Dennes job bestod i at lægge øre til vores daglige bekymringer og guide os igennem vores første år på seminariet.Vores vejleder var en erfaren og produktiv herre (han blander sig jævnligt i debatterne omkring folkeskolen på bl.a. Folkeskolen.dk) og jeg blev hurtigt enormt tryg ved ham som vejleder.Uden at det nødvendigvis har nogen sammenhæng med den tryghed, fortalte han mig efter to måneder, at han så mig som en fremtidig skoleleder. Det var enormt tidligt i min lærergerning og en enorm cadeau.For med tanke på, at det er syv år siden han sagde det, så var det dengang et velanset erhverv og velsagtens den mest prestigefyldte stilling en folkeskolelærer ville kunne opnå.Dengang var det en vild ambition at have som lærer. Og jeg må sige, at jeg var flatteret.

I dag ville sagen være en helt anden.

I dag har jeg nået at arbejde ganske få år som skolelærer, men har allerede oplevet skelsættende begivenheder, som har ikke så lidt indflydelse på den ambition, som måske plantedes af studievejlederen dengang; at blive rektor.I dag skal lærerne forholde sig til markante forandringer, i forbindelse med både den nye arbejdstidsaftale, samt skolereformen. Det har vi lærere nu længe nok været gode til at skræppe op om og være utilfredse med.

Men skolelederne har også skullet forholde sig til samme problematikker, og samtidig skullet stå til regnskab over for kommunerne, som i sidste ende var dem der tvang arbejdstidsaftalen igennem. Denne balancegang føler jeg min egen leder håndterer med stor kærlighed til jobbet og de ansatte på vores skole.

Men samtidig udsættes han for et større pres ovenfra, når de - kommunerne og staten - ønsker stadigt højere fagligt niveau (eller i hvert fald bedre testresultater), når de undrer sig over flere sygemeldinger og når de ønsker det gjort på flere undervisningstimer, men i samme økonomiske rammer.

Det vil formentlig aldrig være helt nemt at være folkeskolelærer - men jeg har endnu større respekt for dem; skolelederne. De står dagligt til ansvar over for lærerne og deres egne arbejdsgivere, kommunerne - og vil med den nye aftale formentlig aldrig være i stand til at gøre nogen af dem helt tilfredse.

Jeg er sikker på, at min vejleder mente det i bedste mening dengang. Men derfor er jeg også sikker på, at han ikke siger det til nogen igen lige foreløbig.