’Skældud’ er blevet et skældsord

Med gentagelser brydes idyllen

Hvornår skælder man ud? Er kriteriet blot at hæve stemmen? I så fald skælder alle lærere ud på daglig basis. Og det er med god grund!

For mig er skældud, når jeg hæver stemmer, og irettesætter en uønsket adfærd i et hårdt stemmeleje. Skældud opstår, når min tålmodighed til sidst er opbrugt. Som f.eks. når eleverne bliver ved med at snakke, løber rundt i klassen, taler grimt, slås osv.

I det hele taget bliver min tålmodighed betydeligt kortere, hvis jeg konstant skal gentage mine beskeder på den pædagogiske, idealistiske måde gennem italesættelse og anerkendelse af ønsket adfærd – blot for at konstatere at det ingen effekt har. Det er rigtigt nok, at vi kan bede om en ønsket adfærd – men hvis eleverne faktisk er ligeglade, så kan lunten altså godt blive kort, og så eksploderer bomben!

Den anerkendende måde, som er modsætningen til den destruktive udskældning, virker ikke altid i praksis mod uønsket adfærd. Derfor kan jeg ikke undgå at skælde ud.

Kan du prøve at være stille?

Hvis man ikke udskælder, kommer irettesættelsen i stedet ofte til udtryk i den venlige, rolige stemme, hvor læreren ofte falder direkte i fælden ved at sige følgende: ”kan du prøve at være stille?”. Der er alverden i vejen med den sætning, og jeg falder ofte selv i den. For det første er det ikke et spørgsmål, som skal kræve et ja/nej-svar. For det andet så skal eleverne ikke PRØVE at være stille. Det er noget, de SKAL.

Før vi bliver for blødsødne, skal vi have fundet en anden metode, der har samme virkningseffekt som skældud.

Det kan godt være, skældud i virkeligheden ikke kun er at hæve stemmen og sige hårdt ”nu stopper du med det dér!”. Så havde det nok ikke fået omtalen som destruktiv. Alligevel er det altså den betegnelse, som bliver brugt, når vi som lærere omtaler elevernes opførsel over for hinanden.

Men siden ’skældud’ er blevet sådan et skældsord - og vi stadig bruger det, kan vores tilgang til eleverne jo aldrig rigtig blive anerkendt af eksperterne.