Sikken voldsom trængsel og alarm

Overskriften til denne PULS kommer som refleksion over december måneds travlhed. Den travlhed som vi musiklærere oplever år efter år.

Kære kollega. Jeg ved godt, at det er længe siden, at det var december. Men i skrivende stund er det juleferie. Og ferien var tiltrængt. Traditionen tro var der mange koncerter og julearrangementer, som vi musiklærere stiller op til. Til glæde for lytterne. Til glæde for eleverne og også til glæde for os selv. Det er altså ikke lige til at undvære. Vel? Vi kan vist godt tillade os at klappe os selv og hinanden på skulderne og sige, at vi har været medvirkende til julestemningen rundt omkring i landet. Men dermed dukker der også et spørgsmål op. Overholder vi arbejdstidsreglerne? Får vi den tid til arrangementerne, som vi skal have? Eller stopper vi det ind under begrebet ”anden tid”? Vores bekymringer var store i april 2013, fordi vi jo godt ved, at vores arbejde ikke kan ”normaliseres”. Vi var nok lidt bange for, at vi ikke kunne lave mange af de musikarrangementer, som vi plejer. Det skete heldigvis ikke. Bare gå på Facebook (og gerne gruppen ”De fem musikdage”), så ser man, at der sker mange spændende ting omkring i landet.

Ofte hører jeg kommentarer som: ”Vi vil så gerne have mere sang og musik på skolen”. Den bemærkning falder fra både skolebestyrelsen, ledelsen og forældre. Og det lyder godt. Men det koster også tid. Både forberedelsestid og tid med eleverne. Hvordan denne tid bliver betalt, er forskelligt fra skole til skole. Helt personligt ved jeg, at min kollega på skolen og jeg har arbejdet i en gråzone, med nogle af de arrangementer vi har sat i gang.

Derfor ved jeg også, at når jeg næste gang skal til mus-samtaler, vil jeg gøre opmærksom på, at det koster i tid, for det arbejde der ligger i at fylde en skole med sang og musik. Ikke kun i december men også resten af året. Og sang og musik skal der til. Det bliver ikke bedre end når eleverne efter et vellykket arrangement siger: Godt vi fik denne oplevelse.

Musiklivet kan ikke normaliseres. Heldigvis