Sigsgaard har ikke ret

Den litterære kanon, som såvel folkeskole som gymnasium står for at skulle rette deres danskundervisning ind efter, er, hvad enten kanon lister forfattere op eller, hvad der nok ville være en bedre ide, lister litterære perioder og stilgenrer op, et udtryk for, at verden uden for skolemurene er begyndt at tage skolens faglige undervisning en smule alvorligt. Og når verden uden for murene således begynder at blande sig, plejer det inden for murene herskende hierarki af pædagogiske meningsdannere at ømme sig. Således også nu. Legens og den fra voksenverdenen skarpt adskilte barndoms helt særegne regelløsheds forsvarer, lektor Erik Sigsgaard, ved, at jo mere voksenverdenen løsriver sig fra pædagogverdenens ideforestillinger om, hvad voksne bør forestille sig om børn og deres behov, jo mere mishandles børnene. Og da ideen om kanon ikke er kogt sammen i pædagogiske sejdgryder, er kanon skadelig for børn og, for at give tesen bedre gennemslagskraft, også for lærerne. Det er ellers skrappe sager, Sigsgaard koger sammen. Med kanon reduceres læreren til åndløs tekniker og forvalter uden personlighed, uden ansigt og uden autencitet, og kanon avler helt sikkert adfærdsproblemer, uro i klassen og trætte børn, der nødvendigvis dropper ud. Måske har hidtil matematiklæreren med sin bundethed til kravet om undervisning i de fire regningsarter og syvtabellen og anden lignende kanonagtigt rutinepræget åndløshed været årsagen til tidens tiltagende uro i klasserne. Og hvad har ikke fysiklæreren, geografilæreren med nogenlunde faste emner slukket af hellige flammer i tidens løb. Men nu har Sigsgaard selvfølgelig heller ikke ret. Han har såmænd blot brug for lidt proportionsforvrængning til sin propaganda for at bibeholde en tumleplads til sine egne uforgribelige ideer om børnenes frigørelse fra voksenverdenen.