Sammenhold

Virkningerne af arbejdsgivernes mange angreb på folkeskolens lærere og ledere kunne tydeligt mærkes på DLF's kongres i sidste uge. De delegerede demonstrerede nemlig en sjælden grad af sammenhold. Et sammenhold af den gode slags. Der blev hverken klynket eller pillet navle.

Pludselig viste DLF's tradition for kongresser, der svømmer i ændringsforslag og ændringsforslag til ændringsforslag, at rumme kvaliteter. For der blev vist stor vilje til at tage fat om de problemer, der er. Man foreslog ændringer, fordi man lyttede til hinandens argumenter. Debatten var både ligefrem og konstruktiv, så kongressens beslutninger blev taget på et solidt grundlag.

Og da meldingerne fra medlemsmøder og kredse temmelig entydigt har handlet om skolehverdagens problemer, havde kongressen nemt ved at omkode meldingerne til forhandlingssprog. Med det resultat, at formanden blev godt klædt på til de kommende overenskomstforhandlinger.

Om ny løn er meldingen, at man ikke vil vide af noget, der på nogen måde ligner de modeller, andre kommunalt ansatte gruppers lokale forhandlere trækkes med. Og de skitser til en underviser-lønmodel, der har været drøftet indtil nu, virker heller ikke tillokkende nok. Arbejdet i folkeskolen er holdarbejde. Det kræver tryghed. Derfor kræver foreningen ikke ny løn.

Og hvis arbejdsgiverne gør det, vil de blive mødt med modkrav om, at løn til lærere og børnehaveklasseledere altid skal beregnes og udbetales efter et system, der fremmer mulighederne for at arbejde sammen om at realisere intentionerne i den skolelov, som de samme arbejdsgivere har et medansvar for.

Hvis arbejdsgiverne ønsker ændringer i arbejdstidsaftalerne, som kan sikre, at lærere får ordentlig tid til at forberede og efterbehandle undervisningen, vil DLF's forhandlere være meget lyttende. Hvis ændringerne samtidig kan fremme mulighederne for at arbejde sammen om de mange udfordringer, der ligger i aftalen om F-2000, vil villigheden være endnu større.

Men foreløbig mangler offentligheden - og dermed også DLF - at høre, hvad det er, der ikke kan lade sig gøre under de gældende regler om arbejdstid. De eksempler har foreningens ledelse og lokalkredse nu efterlyst i mere end et halvt år. På det område er den politiske tavshed påfaldende på alle niveauer.

Måske skyldes de manglende meldinger, at arbejdsgiverne ikke kan dokumentere manglerne. Og måske skal deres medielarm blot dække over, at lærerne er udvalgt til at blive den første gruppe offentligt ansatte, der skal have forringet arbejdsvilkårene.

Men så er signalet fra DLF's medlemmer til gengæld helt klart: Så provokerer arbejdsgiverne en konflikt frem.

Også det har kongressen taget højde for.-th

Læs side 16-29

Dækker medielarmen over, at lærerne er udvalgt til at blive den første gruppe, der skal have forringet arbejdsvilkårene