Samarbejde med skilsmissefamilier kræver åbenhed

Forleden sad jeg som skolesocialrådgiver sammen med en lærer og en elevs fraskilte forældre. Vi var samlet, fordi drengen, som går i udskolingen, i en periode har haft en bekymrende adfærd, hvor SSP har været inddraget.

Læreren beskrev – refererede blot – hvordan hun få dage forinden fandt drengen uden for klassen; trist og uden lyst til at arbejde videre med den bog, klassen sad og talte om. Drengen forklarede sin lærer, at han havde samme følelse som barnet i bogen – uelsket, nedprioriteret og ikke god nok til sin far.

Anerkend, at det er en svær samtale

Det var tydeligvis noget af et slag i hjertekuglen for far, og læreren fik også undervejs sagt, at det var svært for hende at fortælle, hvad sønnen havde sagt. Men hun gjorde det netop ydmygt og respektfuldt, med en fin fornemmelse for at det var noget af en mundfuld, i stedet for at referere med slet anklagende stemme.

Min erfaring er, at når forældre mærker, at vi ikke dømmer, vurderer eller er forudindtagede – så kan de som regel tåle at høre selv de mere hjerteskærende meldinger.

Den efterfølgende pause gav mulighed for, at beskeden kunne bundfælde sig. Og ikke mindst plads til farens (og morens) tanker. Sammen fik vi lagt en plan for, hvordan vi hele vejen rundt kan støtte drengen og hans forældre.

Inddrag forældrene

Forældrenes viden om barnet og barnets vilkår er vigtig, når vi skal finde gode løsninger og tiltag, som kan passe ind i barnets og familiens dagligdag.

Hvis vi som fagpersoner kan læne os tilbage i en del af mødet med forældrene og give plads til forældrenes oplevelser og budskaber – og ikke mindst være oprigtigt åbne for at høre og forstå deres perspektiv – så er der allerede lagt et godt fundament for et regulært samarbejde med forældrene. Hvor fagpersoner og forældre i fællesskab forsøger at finde nogle løsninger på, hvordan de sammen kan støtte op om barnets hverdag.