Sæt dem ud for døren

Sæt dem uden for døren.

Tiden efter lockout – vi skal leve med de politikere, som vælgerne har besluttet skal lede landet.

Der er mange der stemmer på regeringspartierne der også er medlem af DLF – Mange er sikkert skuffede over lockouten, skuffet over at de perspektiver der blev stillet i udsigt i valgkampen, flere lærere til eleverne, en udhulet og udsultet folkeskole skulle have en meget tiltrængt vitamin indsprøjtning tilsat sunde og gode kalorier – Folkeskolen blev stillet et kæmpeløft i udsigt, mange vælger er skuffet over, hvad der rent faktisk er blevet realiseret.

Mange vælgere – heraf en stor del af DLFs medlemmer (formoder jeg) og forældre med børn i den skolesøgende alder blev voldsomt skuffede, så kom lockouten, et kynisk top styret magtshow så dagens lys, uden forhandlinger, landets statsminister udtalte, nu må den danske model virke.

I skrivende stund ved jeg ikke om der kommer et regeringsindgreb, eller resultatet af lockouten, men et bud er når konfliktkassen er helt tom, så kommer diktatet fra KL, en gymnasielærerløsning dog uden mere i lønningsposen. Så kan vi lære det – tænker Michael Ziegler/Bjarne Corydon muligvis. KLs incitament til at droppe lockouten er i hvert fald svært at få øje på, eftersom kommunerne i øjeblikket sparer millioner på lærerlønninger og stadig ”henter lønnen” via skattesystemet, i modsætning til private virksomheder der taber penge på tabt produktion/manglende afsætning. Det er naivt at tro der kommer en lovgivning der forpligtiger offentlige arbejdsgiver at returnere de sparede udgifter tilbage til skatteyderne, for at stille offentlige/private arbejdsgivere lige. Den danske (forhandling) model blev skabt i forrige årtusinde, da alle offentlige ansatte var tjenestemandsansatte, og dermed ikke var omfattet af forhandling. (konflitmodellen).

Når vi er tilbage på arbejdet alle sammen, så må vi loyalt give arbejdsgiveren det arbejdsgiveren vil have, og arbejdsgiveren må så tage ansvaret for den udvikling der kommer til folkeskolens – Vi skal leve med de politikere der er valgt ind på tinge, længere er den ikke, men der kommer et valg. En anden har her på folkeskolen.dk opfordret til at konsekvenspædagogikken må råde, jeg er enig.

Jeg kan/skal/vil ikke blande mig i hvem der stemmer på hvad, det er en privatsag. I skrivendes stund er der markant lav tilslutning til Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, og et mindre fald i tilslutningen til de Radikale.

Jeg tror ikke på at dem der har stemt på regeringspartierne har skiftet sindelag, jeg tror de føler sig snydt, og jeg tror de er skuffede! Jeg husker fra min egen skoletid i 68-77, at når man ikke kunne opføre sig ordentlig var det ud af klasselokalet – Og en sveder – De politikere der har skuffet og svigtet – Skal sættes ud for døren og have en sveder?

Min opfordring er, stem på det parti du plejer at stemme på, stem personligt, stem på en der ikke har været på tinge før, perspektivet femover er jeg meget bekymret for, jeg tænker rigtigt meget over om der nu kommer flere bureaukrater, mere bureaukrati på skolerne – ledelse deles op i to lag – en økonomidel og en pædagogisk del, den eller hvis jeg er tilstrækkeligt pessimistisk at skolelederen efterhånden erstattes med en ung nyuddannet cand.polit., der skal frem i karrieren i forvaltningen, en ung akademiker der ikke har anden erfaring med skolen, end ved kommende engang har gået i en folkeskole.

På den lange bane kommer skolelederne i klemme. Grunden til at jeg tror det bliver en Cand.polit. er at cand.polit ´er taler samme sprog fra ” skole til ministeriet over den kommunale forvaltning.

Mønsteret er ofte det samme: Embedsmænd i centraladministrationen, under ledelse af Finansministeriet, udtænker en større ”omstrukturering” af systemet, der angiveligt skal spare penge. De, der udtænker disse planer, har som regel ringe faglig viden eller meget nøjsomt kendskab til virkeligheden på det pågældende område. Fagfolk protesterer. Men stort set ingen politikere tør sætte sig op mod sådanne ”omstruktureringer”, når økonomerne (cand.polit) i centraladministrationen insisterer på, at det vil give store besparelser. Mange gange går det modsat.

”omstruktureringerne” gør det hele dyrere og dårligere. Men planernes bagmænd bliver sjældent draget til ansvar. Og politikerne lærer ikke af de dårlige erfaringer. Nogle efter får man så nye eksempler på den slags kostbare bureaukratiske skrivebordskonstruktioner.

Seneste mig kendte eksempel i maj 2012 kom det for dagens lys, at kvaliteten i uddannelserne af lærere, pædagoger og socialrådgivere på de såkaldte professionshøjskoler er ved at gå under i udgifter til administration. Da professionshøjskolerne blev oprettet, skete det med henvisning til beregninger, der viste, at det ville betyde forenkling og administrative besparelser til gavn for indholdet af uddannelserne. Men det er gået stik modsat. Udgifterne til administration sluger nu helt op til 17 procent af budgetterne. Samtidig bliver der fyret undervisere, og det antal timer, de studerende får undervisning, styrtdykker. På seminarierne er tallet nogle steder helt ned til 8 timer om ugen!

”Det går ud over uddannelsernes kvalitet”, siger Kathrine Bødker Tegllund fra Pædagogstuderendes Landssammenslutning om de administrative byrder.

Universiteterne er et andet eksempel. Således har Martin Paldam, professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, skrevet en meget skarp kritik af det voksende bureaukrati i en kronik i JP 7. maj 2012, Martin Paldam beskriver hvordan administrationen bliver en stat i staten. Et stigende antal embedsmænd forskanser sig i store bygninger uden kontakt til de undervisere og studerende de skal lede. Et andet sted skriver Uffe Gravers Pedersen, at udviklingen er helt den samme på landets gymnasier. Flere penge til administrativt personale og dårligere undervisning.

Mønsteret findes i andre dele af den offentlige sektor. Nye bureaukratiske konstruktioner skyder op.

Topembedsmænd med Finansministeriet i spidsen insister på, at en ”omstrukturering” vil frigøre resurser. Det handler om magt, denne form for bureaukratisk tænkning er kvælende og kostbar. Den er kvælende, fordi den ikke tager tilstrækkeligt hensyn til konkrete faglige erfaringer. Og den er kostbar, fordi den skaber pengeslugende monstre på et alt for teoretisk grundlag. Det drejer sig i sidste ende om magt. Centrale embedsmænds magt.

Lokale ledere, (i forvaltningerne) der undertiden lader sig forføre af den magt og status, som de nye konstruktioner giver dem. Fagfolk bliver voldsomt udfordret med at trænge igennem, og værst er det: Politikere, der ikke kan overskue, hvad der foregår, og i for høj grad lader embedsmændene styrer vores samfund – Nu er turen kommet til Folkeskolen. Med mindre de nyvalgte folketingsmedlemmer/Byrådsmedlemmer/Borgmestre kan sætte embedsmændene ud for døren, til en sveder.

Jeg fatter ikke hvorfor jeg skulle lockoutes – jeg som UU vejleder har den tjenestetidsaftale som KL ønsker – nedre arbejdstid på 37 timer om ugen – fleksibel tilrettelæggelse, opgave bestemmes af ledelsen, det er mit eget ansvar at få timetallet til at hænge sammen. Den eneste årsag jeg kan få øje på er at DLF strejkekasse skulle tømmes a.s.a.p.