Så sandt som muligt

I torsdags havde Politiken indbudt til åbning af årets World Press Photo, som sammen med et udvalg af Politikens egne billeder, bliver vist i det velegnede, rå udstillingslokale Pressen. Den internationale udstilling er vist i landet for 66. gang. Og den kan ses frem til 22. oktober.

Hvis man vil give sine elever i de ældste klasser en adgang til at se stærke, journalistiske fotografier, som de kan holde op imod deres egne autentiske mobiltelefonknips, og som kan give dem anledning til både at reflektere over verdens tilstand og fortællingen om den, så er en udstilling som denne en fin åbning.

Netop det journalistiske fotografis fortælling gjorde Politikens fotochef Peter Hove Olesen til et omdrejningspunkt i sin åbningstale, hvor han med blikket rettet mod årets vinderbillede gjorde rede for den gradvise verificering af omstændighederne omkring den viste hændelse:

Billedet viser en af følgerne af et russisk bombardement af fødeafsnittet på et ukrainsk hospital: redningsarbejdere er i færd med skyndsomst at bringe en højgravid kvinde væk på en båre.

Da billedet blev bragt benægtede de russiske talspersoner, at der var tale om et fødselshospital, og hævdede, at personerne på billederne var skuespillere, som var hyret til at "sætte scenen".

Men en grundig research afdækkede både navnet på den gravide kvinde, hvilket hospital hun blev bragt til, og hvordan både hun og den nyfødte efter få dage døde. Ikke mindst i krigstid, hvor sandheden har trange kår, er et sådant researcharbejde nødvendigt, hvis pressen skal formidle med troværdigheden i behold. Og derfor ser vi jævnligt indslag fra krigszoner, der er deklareret med en note om, at oplysningen ikke har kunnet verificeres fra anden side.

På udstillingen har hvert foto eller hver fotoserie fået en kort beskrivelse hæftet ved, så man både får markeret den kontekst, billederne er taget i, og får en tilskyndelse til at komme dybere ind i billedets fortælling.

Alt i alt er udstillingen efter min opfattelse en gave til skoleklasser; vel især til dem, der bor i hovedstadsområdet, eller som er på københavnnertur.

Netop billedformidlingen forekommer mig væsentlig, da elever både modtager og afsender et væld af billeder. En professionel fotoudstilling er en af de åbninger, der kan sætte den daglige billedkommunikation i relief. Og da jeg kom hjem fra udstillingen satte jeg mig til at bladre i det fine undervisningsmateriale Digitale samtaler. Influencer, som Marie Bloch Jespersen, Pernille Hargbøl Madsen og Ditte Vejby Schou for nylig udgav på Dansklærerforeningens Forlag. Her er der virkelig fokus på skelnen mellem iscenesættelse og virkelighed. Derefter skimmede jeg i Sofie Riis Endahls chatroman undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen fra Byens Forlag. Her får man virkelig blik for det nedgørende i ikke at være inde i billedet.

Der er godt nok mange billeder, der trænger sig på i vores hverdag, og ikke mindst i de unges. Og et åbensindet besøg i World Press Photo-udstillingen er et fint tilbud om en trædesten i færdsel i billedstrømmen.