Regulært selvmål

Antallet af vanskelige elever har været og er stadig konstant, så kan de fejle både det ene og det andet - mange af dem har en diagnose på noget, som slet ikke var »opfundet« før i tiden. Dengang var den mest anvendte sanktion en på hovedet og så færdig med det. Efterhånden som eleverne blev udstyret med diverse diagnoser, reagerede lærerne ved at henvise til specialister, samtidig med at de var lidt beskæmmede over måden, hvorpå de før havde klaret problemerne.

Forældre har medvirket ved at klage over støjende og forstyrrende unger, som ødelagde undervisningen. Berøvet enhver sanktionsmulighed kunne lærerne kun reparere på forholdet ved at indstille »synderen« til specialklasse og på den måde genoprette roen og harmonien i klassen - til forældrenes tilfredshed og til lettelse i lærerens arbejdspres. Men løsningen var dyr, og med det nuværende lavvande i kommunekasserne så begyndte man at lede efter drænerne i klassen. Man fandt ud af, at specialundervisningen var en dyr foranstaltning - og så var den tilmed stigende. Nu mangler man så blot en anvisning på, hvad i alverden man så skal stille op med de cirka ti procent af eleverne, som altid har været der og altid har forårsaget vanskeligheder i klassen. Man må huske på, at pædagoger og lærere aldrig har haft myndighed til at sende nogen til specialundervisning - de kunne henstille, afgørelsen lå hos psykologen.

Forældrene kunne sende deres børn i privatskole - det var deres anden mulighed - og så var den »sammenbragte flok« forudfiltreret for elever med diagnoser. Det betyder, at de oprindelige ti procent bliver i folkeskolen, som på den måde bliver noteret for hele forbruget.