Progression, go go go

Hvordan skaber man progression i matematikundervisningen? Stort spørgsmål, men svaret må man selv finde. Svaret ligger i den enkelte matematiklærers professionelle tilgang til undervisningen, elevernes læring og motivation.

Progression som progression

Progression dufter af kontrol, overblik, målrettethed. Der er styr på alle trin. Man ved præcist, hvad der skal ske. Progression er godt for en underviser. Godt for eleverne, forældrene og skolen. Den kan planlægges og sættes i skemaer. Den kan evalueres og vurderes. Den er planlagt og forudsigelig. Men sådan er min virkelighed overhovedet ikke.

Progression som ikke-læring

Men udfordringerne står bare i kø, når man som lærer tror, at man er spåperson. Man mister kontrollen, lærerrollen står og ryster, man har et forklaringsproblem. Man mister øjeblikket. Man mister aktualiteten, og det der optager eleverne. Man mister muligheden for at dyrke det, der skaber motivation. Men man har en klar progression.

Progression som genbesøg

Progressionen sørger for, at vi kommer gennem hele pensum. Den tager ikke altid hensyn til de tilbageblik, der skaber gensyn med den læring, der er på vej ud af elevernes verden og hukommelse. Fremskridt har altid brug for tilbageblik, så vi husker og lærer af det, der er sket tidligere. Det var rigtig svært med brøker, og nu er det svært med procent. Vi skal måske lige genbesøge brøkerne. Fundamentet er ikke stærkt nok til at bygge videre.

Demokratiet og progressionen

Matematikundervisningen er udfordret af elevernes manglende motivation for faget. De kan ikke altid se meningen. De er ved at drukne i årsplaner, test og mål, som de voksne har styr på, men som de ikke føler sig inddraget i. Skolen er kontrolleret, målrettet og lineær, men eleverne er nysgerrige, undersøgende og zigzag. For mig er det som to verdener, der skal mødes. Vi bliver nødt til at inddrage eleverne mere i planlægningen på en demokratisk måde, så matematikundervisning ikke kun er en klar progression styret fra en bog eller en lærers hoved. Men meget mere demokratisk, aktuel og virkelig. Tæt på elevernes verden.

Forskellige tider og trends

Efter mange år som matematiklærer har jeg indset, at bare fordi jeg har undervist i stoffet, er det ikke sikkert at eleverne har lært det, så de kan anvende det til noget som helst. Jeg har kastet mig med stor iver og glæde ovre diverse trends. Jeg har undervist efter bøger fra start til slut. Jeg har produceret værksteder til al undervisningen. Jeg har fokuseret så meget på problemløsning, at det blev mere problem end løsning. Jeg har undervist udendørs. Jeg har været gennemdigital i min tilgang til undervisningen. Vi har bygget og konstrueret. Alt fra den enkelte elev til makkerpar til grupper. Fordybet mig et halvt år med 6. klasse i brøker, og hvad der kommer i kølvandet af dem. Været kreativ. Og nu sker der nok noget nyt. For hvor er vi egentlig på vej hen?

Konklusion

Konklusionen er nok, at matematikundervisning rykker sig i en eller anden takt med omgivelserne og matematiklærerne må nok hellere følge med. Føle efter. Se på eleverne læring. Vurdere professionelt, hvad der er bedst for netop den klasse man arbejder med, og så gøre det der skal til, ligegyldigt hvilke nye begreber og trends, der skyller ind over skolen. Og så må vi bruge for professionelle dømmekraft og finde ud af, hvad næste step i undervisningen skal være. Jeg har opgivet min progressions-årsplan. Jeg skriver hver en måned en liste over de emner, vi skal igennem, og så er det min fleksible plan.