Praktikeksamen kan også være en fest

Jeg har lige (sammen med en rutineret censor fra skoleverdenen) og mange dygtige praktiklærere holdt eksamen i faget ”praktik” for studerende på 4. årgang. De har således et halvt år tilbage af studiet, før de (med en lærereksamen) kan søge en stilling som lærer.

Det var en stor fornøjelse for os alle. Igen kan jeg notere mig, at de studerende kunne så meget mere end min årgang fra læreruddannelsen kunne. Og også meget mere end studerende kunne for tyve år siden. De er langt mere reflekterede, de er teoretisk stærkere og så er de ikke mindst meget, meget mere lydhøre, end jeg var, da jeg med stor sindsro og lige så stor selvtillid gik ud i skoleverdenen.

Vi var helt enige (censor, praktiklærere og jeg): De studerende har en meget mere reflekteret tilgang til deres praksis, end vi selv havde … engang. De kan tage mod gode råd, de har afprøvet meget forskelligt, de har turdet tage chancer med gruppefordeling, undervisningsplaner, klasseledelse og feedback.

De har grundlæggende en evne til at undre sig for derefter at give gode bud på løsninger af praksisudfordringer.

Deres praktikopgaver havde mange forskellige problemstillinger. Stine havde (med teori fra Max van Manen) set på det, der benævnes som ”kairosøjeblikke” i undervisningen. Hun skrev:

”I min praktikperiode erfarede jeg uforudsete omstændigheder i min undervisningspraksis. Jeg oplevede, hvordan min undervisning ikke forløb som forventet, og jeg mærkede en tvivl over, hvad jeg skulle stille op. Jeg blev nysgerrig på, hvordan omstændighederne optrådte i min undervisning, som ledte til problemformuleringen:

Hvorledes optræder uforudsete omstændigheder i undervisningssituationer? Og hvordan kan lære- ren handle på disse?”

Cecilie havde været i praktik på en efterskole, der arbejder med spildidaktik:

”Ud fra et didaktisk perspektiv har jeg haft interesse for at afdække de parametre og det potentiale der i spildidaktiske betragtninger kan opstå, når man arbejder med læringsspil og rollespil. Der er en lang række fordele, og en af dem kan ses, når vi koncentrerer os om relationsperspektivet. Derfor lyder min problemformulering som følger:

Hvordan kan brugen af læringsspil og læringsrollespil bidrage til at fremme positive relationer og praksisfællesskab i klasserummet?”

Amalie havde undret sig over, hvordan man kunne inddrage elever med dysleksi i undervisningen, så hun skrev:

”Folkeskolelovens §18 fordrer variation i undervisningen for at tilgodese elevers individuelle behov og forudsætninger. Det blev derfor tydeligt for mig i min praktikperiode på Allingdamskolen, at jeg måtte henlede opmærksomhed på elever med dysleksi, da jeg i hver tildelte klasse havde minimum én dyslektiker. Det leder frem til en problemformulering, som lyder:

Hvordan kan undervisning planlægges og gennemføres, således der skabes lige deltagelsesmuligheder for elever med dysleksi?”

Der var mange andre områder, men fælles for alle var, at de også til den mundtlige eksamen kunne sætte teori og praksis i en konstruktiv sammenhæng. De var blevet støttet af praktiklærere undervejs, der alle havde givet plads til fejl, – men som også havde grebet de studerende, når og hvis det sejlede for meget.

Og praktiklærerne? Ja, de har også øje for teoriens betydning, og så delt gavmildt ud af praksiserfaringerne. De læste gerne med, og flere kommenterede, at de også blev klogere, når de havde studerende i praktik.

Om et halvt år kommer der et hold nye lærere ud i skolen. Det ser lyst ud.