Præstationskulturen skader. Alt.

Det er torsdag formiddag. Jeg står i håndværk og design lokalet. Der arbejdes på samtlige høvlebænke med en disignproces i krydsfinér. En rimelig simpel opgave for elever i 6. klasse, der har deres vante gang i faglokalet. Den samme pige, Mette, kommer hen til mig igen og igen. Hun skal ikke have hjælp. Hun er bare i tvivl. I tvivl om det hun gør, er rigtigt. Mette er bange for at lave fejl. Og har brug for, at blive bekræftet i, at hun har helt styr på det. Selv i et praktisk fag som håndværk og design. Et fag hvor eleverne lærer at give slip på kontrollen, og i stedet slipper kreativiteten og de kloge hænder løs. Det er ikke altid let for Mette. Og for mange andre.

For Mette er altid i tvivl, om hun gør det godt nok. Hun er en middel pige i de boglige fag. Over middel i den daglige undervisning. Ifølge hendes testresultater, under middel. Mette får det fysisk dårligt, når vi laver tests. Og når hun skal have svarene på dem.

Mette er ikke et enestående tilfælde. Jeg oplever rigtig mange elever med lettere præstationsangst. Og med god grund. For de bliver vurderet fra de er helt små børn.

Fra at blive vurderet klar til at starte i skole i børnehaven, til om de er klar til at starte på en uddannelse efter 9.klasse. Og imellem det, hvor de bliver vurderet flere gange årligt, nogle månedligt og ugentligt, via diverse tests, der skal vurdere og dokumentere elevernes faglige udvikling.

Men hvad gavner testen, ud over at vurdere elevernes fagligt udvikling? Jeg ser hver dag, hvad vurderingerne kan være med til at gøre ved eleverne. Jeg er med på, at det er vigtigt at udvikle alle elever, så de bliver bedre til de enkelte fag. Jovist. Det er enhver lærers fornemmeste opgave. Men når eleverne vurderes så massivt i diverse faglige tests, har det voldsomme konsekvenser for eleverne.

Konsekvenser jeg ser i alle fag. I særdeleshed i de praktiske.

Når Mette tvivler på sig selv i et fag, hvor hun ellers har lært at give slip på kontrollen.

Hvor hun har lært at kaste sig ud i processer, der ikke har et facit.

Hvor hun har lært at prøve sig frem, fejle, prøve igen, fejle og gøre det hele bedre derefter. Hvor hun lærer at skabe med hænderne frem for hovedet.

Men hun er kodet til at tvivle på sig selv. En kodning vi, folkeskolen, har været aktive deltagere i. Fordi Mette er blevet massivt vurderet fra hun var helt lille. Og en massiv vurdering har konsekvenser. Konsekvenser vi kan ændre for fremtidens børn, ved at skære ned på tests. Ved at vælge tests med langt større omhu, end i dag.

Vi skal ændre den præstationskultur vi har skabt. Så hurtigt som muligt. For det det har menneskelige konsekvenser, hele tiden at tvivle på sig selv, som Mette gør.

Og er det meningen med at have en folkeskole?