Politikerlede

I øjeblikket står vi med fødderne solidt plantet i en tilspidset folketingsvalgkamp, som jeg må indrømme, at jeg virkelig har gjort mig umage for at undgå at bruge for meget tid og for mange kræfter på. Sådan har jeg aldrig haft det før! Årsagen er ganske enkelt, at jeg er så fyldt op af politikerlede, at jeg dårligt kan udholde at se på hovedparten af folketingspolitikerne alt for længe ad gangen. Og når de åbner munden, gør det desværre oftest bare det hele endnu værre. For der er så langt imellem dét, de siger, og dét, de gør.

Den oplevelse deler rigtig mange lærere.

Det altoverskyggende problem i dansk (skole)politik er det totale fravær af langsigtede, politiske visioner og mod til at tro på og handle efter politisk overbevisning. Politikken baserer sig på enkeltsager, sensationer og konflikter - sjældent på substans eller egentlig vilje til at udstikke en kurs og stå på mål for den. Det synes at være langt vigtigere for folketingspolitikere at fortælle, hvorfor andre er forkert på den, end at fortælle, hvorfor de selv mener og handler, som de gør. Det er en farlig udvikling, som fører til politikerlede og demokratisk underskud.

Og hvor er den ægte, dybfølte interesse, for hvad de politiske beslutninger faktisk konkret medfører, blevet af? Det er tydeligvis ikke på mode at fordybe sig, for snart venter endnu en sag, endnu en - for kongeriget Danmarks overlevelse - nødvendig reform. Mantraet er; ude af øje, ude af sind. Der skøjtes på overfladen.

Sådan er det også gået med folkeskolereformen, selvom det for de fleste af os skolefolk er ubegribeligt, at et samfund kan leve med, at en kuldsejlet reform, med så stor samfundsmæssig betydning, fylder så forsvindende lidt i valgkampen.

Det er vist efterhånden almindelig anerkendt, at de ansvarshavende partier har en særdeles dårlig sag, så de krydser fingre og satser på, at hvis de vender det blinde øje til, løser problemerne nok sig selv. Og skulle det i et øjeblik af vildfarelse falde dem ind, at de måske burde gøre noget, så har de ikke den fjerneste idé om, hvad det skulle være, for de aner dybest set intet om skole og ønsker heller ikke at gøre det. Det komplicerer bare beslutningerne. Alting er lettere på afstand.

I øjeblikket vælter vi rundt i umulig logistik og uløselige paradokser. Sådan kan man ikke holde skole. Folkeskolen har et akut behov for ordentlige, ensartede rammebetingelser og praksisnære, holdbare løsninger. Ellers er det bestemt ikke usandsynligt, at vi om ganske få år vil omtale folkeskolen som noget, der ikke er mere.

Hvis vi et øjeblik tillader os at isolere vores stillingtagen til folketingsvalget til alene at basere sig på den førte skole- og uddannelsespolitik, må vi erkende, at kun Enhedslisten og Liberal Alliance for alvor har modsat sig og modsagt den svinestreg, som blev begået over for både lærere og folkeskole henover vinteren 2012/2013, kulminerende med lockouten og regeringsindgrebet i foråret 2013. Og ja, vi lærere både husker, bærer nag og ønsker oprejsning for det sviende nederlag, som overmagten tvang os til at lide.

For både Lov 409 og folkeskolereformen er med længder de mest nedbrydende initiativer, som er taget på folkeskoleområdet i nyere tid – måske nogensinde.

Jeg konstaterer, at jeg af hjertet er socialdemokrat, men stemmer Enhedslisten, fordi det her land har brug for en seriøs vestreforskydning. Og Enhedslisten er det eneste parti på venstrefløjen, som har formået at agere med ærlighed og troværdighed gennem de seneste 4 år.

Om jeg tror, at vores stemme gør en forskel? Næ, men uden håb, har man ingenting.