Pligt og rettighed følges ad

Kære Kjeld Glückstadt (Folkeskolen nummer 29/32).

Som svar på dit indlæg må vi indledningsvis dementere, at vi skulle lide af solstik eller mangel på omtanke - ej heller forsøger vi at udøve pression. Egentlig er det vel heller ikke særlig seriøst fra din side at betragte vores synspunkter med de briller på. Ord som barnagtig, asocial og pression virker ærlig talt useriøse. I bund og grund siger du blot, at vi ikke kan tillade os at melde os ud, hvorhenne er argumenterne?

Du taler om demokratiske processer. Følger man din tankegang, er det, som om demokrati udelukkende handler om at følge flertallets beslutninger - at smække hælene sammen, også selvom det vedtagne strider imod ens overbevisning.

Vi har et andet synspunkt: I et demokrati følges pligt og rettighed ad. Vi har som borgere i et frit land en pligt til at delagtiggøre os og tage stilling, og vi har ret til at handle herudfra. Når vi siger, at vi vil melde os ud af DLF, er det ikke et udtryk for forkælelse, som dit indlæg indikerer; vi benytter os blot af vores demokratiske ret til at holde vores holdninger i hævd. At melde sig ind i en fagforening er vel ikke ensbetydende med, at man underskriver en håndfæstning. Det frie valg skulle gerne til stadighed være gloser i det danske sprog. Naturligvis er flertalsbeslutninger et arkimedisk omdrejningspunkt i et demokrati, men hvis flertallet beslutter noget ganske uacceptabelt, må alle veltænkende mennesker da reagere, uden at det skal afstedkomme disrespekt. Det gælder vel også, til en vis grænse, i et klasseværelse, som du jo drager en parallel til.

Vi mener, at der med den nye overenskomst er tale om en klar forringelse. En forringelse så kraftig, at vi må sige fra - det gør os ikke asociale, men det gør det nemmere at bevare selvrespekten. DLF har ikke kunnet overbevise os om, at de vil bedre vores hverdag, elevernes hverdag, og lederne inden for DLF er vel ikke hellige køer. Naturligvis skal de skiftes ud, hvis de ikke gør deres job ordentligt, og hvis vi fortsat skal være medlemmer.

Lad os runde af med at henvise til, at revolution og evolution mod det bedre ofte starter som tanker hos minoriteten ud fra den betragtning, at flertallet ikke nødvendigvis altid har ret. Men det er naturligvis altid nemmere at følge strømmen. Men måske vil der ud af dette gro noget bedre for medlemmerne, for vi kan da umuligt være de eneste, der føler en dyb utilfredshed?

Ellen Gjelstrup

Stig K. Hansen

Jette Løwe

Nikolaj Jørgensen

Maibritt Christensen

Jørgen Søndergaard

Karen M. Pihl

Haderslev