Pisa – »En flodbølge af ufortolkede talrækker«

Det var bare et af de udtryk, der blev anvendt om Pisa-undersøgelserne på den høring, som Folketingets uddannelsesudvalg afholdt i sidste uge.

Nogle forskere anvendte udtryk som »uvidenskabelig, ugennemsigtig og umulig at sammenligne lande med«. Andre mente, at Pisa kunne medvirke til, at man fik stillet kvalificerede spørgsmål. De brugte ord som »fejludlægning, fejlfortolkning og misbrug«. Men forskerne var enige om, at den karakteristik af den danske folkeskole, som politikere og medier kom med i kølvandet på Pisa-rapporten, overhovedet ikke kunne holde vand. Der var også bred enighed om, at mange af de udspil til såkaldte forbedringer, der efterfølgende er lanceret, for eksempel nationale obligatoriske test, i hvert fald ikke kan begrundes ud fra Pisa-rapporten, og det er tvivlsomt, om de vil have den ønskede effekt.

I al beskedenhed er mange af de forbehold, der kom frem på høringen, faktisk præcis de samme, som Danmarks Lærerforening igen og igen har fremført de sidste ni måneder, men som er blevet fejet til side og karakteriseret som et udslag af »lærernes angst for at blive kigget over skuldrene«. Det har vi for øvrigt ikke noget imod, hvis de, der kigger, har øjnene åbne.

Det har altså ikke været opportunt at lytte til praktikerne. Man kan så håbe, at de politiske beslutningstagere er mere villige til at lytte til eksperterne.

Når mange af de, som undervisningsministeren kalder funktionelle analfabeter, ville få et 8-tal ved folkeskolens afgangsprøve, skal målet så ændres blot for at klare sig bedre i Pisa?

Når rapporten og forskerne bag den direkte peger på, at der ikke er nogen dokumenteret effekt af at indføre nationale test, skal vi så absolut indføre dem i Danmark, uden at drøfte hvilken indflydelse de vil få på undervisningen?

Når undersøgelsen viser, at lande med klare centrale mål, lokal frihed og velkvalificerede, selvstændige lærere klarer sig bedst, skal vi så i Danmark lægge op til central styring og kontrol af undervisningen?

Pisa-rapporterne er ikke en facitliste. Derfor er det nødvendigt at diskutere dem nationalt, men på et langt mere seriøst grundlag, end det hidtil har været tilfældet i Danmark. Det fortjener folkeskolen.

Det må man håbe, politikerne bringer videre til deres partifæller, centralt og kommunalt, og til undervisningsministeren, der ikke havde prioriteret at deltage i høringen.

»Man kan så håbe, at de politiske beslutningstagere er mere villige til at lytte til eksperterne«