Pause

Efterårsferien er ved at være slut. Den er ikke brugt under fremmede himmelstrøg og vi har ikke været gennem lufthavne - passet er blevet i skuffen. Vi har haft tid til at være til stede over for vores nærmeste. Det har været dejligt og efterårsferien var tiltrængt. Jeg har en fornemmelse af, at Covid-19, Corona, test, smittetal, håndsprit og alt det der følger med en verdensomspændende pandemi, også slider på folkeskolen. Den hektiske hverdag er blevet tilført håndsprit og frygt. Pauserne er forsvundet for lærerne i et virvar af beskeder, informationer, oprydning og afspritning.

Jeg siger ofte ”fokus og koncentration” til mine elever i 9. klasse. Man lærer ikke matematik uden, at det gør en lille smule ondt. Uden at man udfordres. Uden at man føler, at det er svært. Uden fokus og koncentration. Så eleverne har brug for pauser, ligesom lærerne har det. Elevernes pauser afvikles meget forskelligt, men hvis jeg ser på min dejlige klasse, så er det ikke i et rum, hvor man samler ny energi. Det er ude på fortovet, i det lokale supermarked, på de overfyldte gange. Det er steder, hvor mange er samlet. Hvor der er uro, støj og ”gang i den”. Det er en banegård inden klassen præsenteres for et nyt fag og en ny lærer. Skemaet bestemmer. Jeg forstår godt, hvorfor jeg skal erindre eleverne om at fokus og koncentration er nødvendige elementer i læring af matematik. Jeg drømmer om en skole, der tager eleverne alvorligt og skaber nogle nutidige rammer for dem som de kan trives i, også i pauserne.

Vi er udfordret af lange skoledage, men vi er også udfordret af pauser, der ikke understøtter elevernes læring og trivsel i skolen.