Hvis jeg fortsatte beskrivelsen om mig, ville jeg på et tidspunkt komme til det faktum, at jeg er dansker, jyde, født som skibonit og godt i gang med at integrere mig som nordjyde. Jeg ville også betegne mig selv som kristen, selvom jeg egentlig vægter værdier højere end religion.
Min historie er unik, fordi den beskriver mig som menneske. Heldigvis er vi alle udstyret med unikke historier og hvad vi vælger at fremhæve er individuelt og kan ikke kategoriseres.
Alligevel har vi tendens til, på baggrund vores kulturelle forforståelser, at begrunde adfærdsmønstre og læringsstrategier ud fra kultur og opværksvilkår.
“Han respekterer ikke sin lærerinde - sikkert fordi han er muslim og opdraget i en kultur med mandlig dominans”
“Hun har svært ved fortolkningsopgaver, sikkert fordi hun i Vietnam har gået i en resultatorienteret skole”
Naturligvis er det vigtigt at være opmærksom på kulturelle vilkår, som kan have betydning for elevernes personlige udvikling. Men hvis vi pr. definition kobler en bestemt adfærd til kultur eller religion, lukker vi samtidig døren for at se andre muligheder. Ligeledes klister vi et mærkat på barnet, som det muligvis ikke selv identificerer sig med.
Som lærere og pædagoger i skolen, er det vores vigtigste opgave at skabe rum for at alle elever føle sig anerkendt og respekteret for dem de er, og derved skabe ligeværdige muligheder for udvikling socialt og fagligt.
Gennem interkulturel pædagogik skal vi se forskelligheder som ressourcer. Vi skal give plads plads til forskelligheder uden at cementere dem. Vi skal give mulighed for at alle børn kan identificere sig med undervisningens faglige indhold og lade dem inddrage deres hverdagserfaringer og påtage sig identiteter, som de føler sig hjemme i.
Og ja, jeg er stolt af at være dansker. Men der findes andre kasser, som jeg føler beskriver mig bedre, og hvor jeg, i situationer, føler mig mere hjemme.
Passer du ned i kassen?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.