Pas på det du ser i spejlet

På en smuk, men lidt kold forårsdag var jeg i går passager i en bil på vejen mellem den smukke Hansestadt Bremen og færgen i Puttgarten. Føreren bar sin hippe kasket med en eller anden spejlvendt skrift som jeg ikke hæftede mig særligt ved, før han slog solskærmen ned og jeg i spejlet kunne læse: supreme.

Ok, jeg kender det jo godt - den spejlvendte skrift fra nogle bilers front. Når man ser dem i bakspejlet, læser man deres budskab retvendt. Og jeg kender spejlets glimrende egenskaber, når jeg højrehåndede vil øve mig i at skrive med venstre. Ved hjælp af spejlet går det som en leg.

Men tilbage til kasketten: Den er jo designet til at bæreren skal se sig selv i spejlet og blive tilfreds. Problemet er bare at spejlet siger noget andet end det alle andre ser: emerpus. Hvem har lyst til at være emerpus?

I det seneste års tid har jeg mødt et væld af mennesker der har kommenteret udviklingen i folkeskolens danskundervisning, specielt i undervisningen i fiktion. Lad mig tage et par eksempler:

En censor som har været på tre forskellige skoler, undrer sig over tre næsten enslydende præstationer, hvor oplægget er Erik Henningsens socialrealistiske maleri Sat ud. Da hun stiller spørgsmål der går lidt på tværs af fremlæggelserne, virker elever rådvilde, ja, nærmest som om de ikke har set billedet før. Men de har set alle de kompetencegivende målpar på en undervisningsportal.

Et par praktikanter og en klasserumsobservatør fortæller fra vidt forskellige steder i landet samstemmende om undervisningsforløb, hvor elever der har gjort overraskende iagttagelser eller stiller undrende spørgsmål, bliver holdt hen, mens andre specielle udtryk eller fænomener i teksten får lærerens opmærksomhed, fordi de indgår i portalens grydeklare materiale.

Det virker som om den yderst begrænsede tid til forberedelse og undervisningens færdigretter på portalerne har skruet tiden tilbage til de i mange år skosede "Dansklærerforeningens kommenterede udgaver", hvori man bag i bogen kunne læse sig til den rette tolkning.

Jeg kommer til at tænke på Sophia-stifter Per Kjeldsens jubel over sit barnebarn i 4. klasse, da hun kom hjem fra skole og fortalte at hun havde haft en diskussion med sin dansklærer og havde afsluttet med ordene: Jeg tror ikke at jeg er blever dårligere til dansk. Det er dig der er blevet en dårligere dansklærer. Sidste år snakkede vi sammen - nu siger du hele tiden hvad det er for nogen mål vi har nået.

Men jeg noterer mig også at mange lærere reflekterer over deres egen undervisning. Mange synes at lærerlivet er blevet for presset og undervisningen for ringe forberedt. Nogle siger at de yder det mulige. Og andre er ganske godt tilfredse. Men under alle omstændigheder vil alle nok opleve, at deres elever scorer bedre karakterer. En succes? Næh, det der bliver målt er jo meget smallere, så det er vel nærmest logik for konsulenter at det skal gå den vej.

Men kære dansklærer. Glem ikke din formåen som underviser i denne smaltænkningens overgangstid. Det er så nemt at lade sig presse og forfalde til et: det er godt nok. Det kan også være nødvendigt i en periode at acceptere dette. Men det må aldrig blive idealet der driver os lærere.

Lyt især de de små forundringespip fra eleverne, men også til iagttagelser fra observatører og censorer, og hold fast i ideen om hvad der er godt - i modsætning til hvad der er godt nok.Og husk at spejlet bedrager: Hvis du føler at du presses til at levere arbejde med din svage hånd, så husk at det i spejlet ser ud som om du bruger din stærke hånd.

Luk øjnene og husk hvad du hele tiden har været god til!