Oplæring i demokrati

I forlængelse af omtalen i Folkeskolen nummer 11 af folkeskolens oplæring i demokrati beklager videnskabelig medarbejder i Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut Flemming T. Jensen i nummer 12, at den manglende ildhu og begejstring blandt de ældste elever for elevrådsarbejdet tyder på, at en beklagelig demokratisk desillusionerende ligegladhed blandt eleverne er resultatet af folkeskolens ihærdige forsøg på at gøre eleverne til ideale demokrater. Men spørgsmålet er, om det er det virkelige demokrati, eleverne således viser ligegyldighed, eller om det i stedet for er den Hal Kochske, degenererede afart af det formelle demokrati, hvor demokrati gøres til samtale og livsform, og som i modsætning til professor Alf Ross formelle demokratiopfattelse, der giver en forskelligartet befolkning med divergerende grader af kompetencer lige muligheder for at kontrollere landets styre, kræver indøvelse og opdragelse og opnåelse af nogenlunde samme kompetencer og ret tænkemåde for at kunne varetage demokratiet. I virkeligheden er det en aflægger af 1800-tallets vækkelsesbølger, som skolen i dag prøver at efterligne, men som man må konstatere helt naturligt mister pusten i en kunstig oppumpning, fordi vækkelser nu engang er noget, der opstår af sig selv, og ikke noget, man pånødes gennem oplæring. Det forstemmende resultat af demokratiopdragelsen minder meget om velfærdsstatens sværmeriske fromhedsideal om opdragelsen til harmoniske, lykkelige og gode mennesker, som i Den blå Betænkning blev gjort til skolens hovedopgave, men som sandt at sige heller næppe lykkedes i det ønskede omfang.