Om vigtigheden af at være grøn

I sidste uge havde jeg national test i 7. klasse. Én af mine søde drenge blev forlænget 2x15 min., så han til sidst havde siddet samlet i 75 min. (uden pause) i dyb koncentration. ”Du er stadig gul”, sagde jeg til ham, men besluttede samtidig, at han ikke skulle lide mere. Jeg afsluttede ham, og han åndede lettet op og løb hurtigt ud af klassen til sine kammerater.

De er jo bare børn

Jeg spekulerede ikke mere over hændelsen, før det var tid til at give dem deres resultater tilbage. Da det blev den gule elevs tur, mærkede jeg tydeligt, at han var beklemt ved situationen. ”Jeg har haft det så dårligt med, at jeg blev ved med at være gul i testen, og at den ikke kunne udregne mit resultat, og jeg tager engelsk meget seriøst, og jeg ved ikke, hvad jeg gjorde forkert, men jeg gjorde mit bedste, og… ”, fortsatte han, nærmest uden at trække vejret. Jeg sad med et papir i hånden, som viste, at han lå ’over middel’ i alle tre kategorier, og alligevel var dét, han gik mest op i, at han havde siddet 2x15 min. længere tid end de andre. Og så slog det mig igen, hvor meget selve testsituationen presser eleverne, og at vi ind i mellem glemmer, at de bare er børn(!)

Den gule skam

Jeg fik ondt af min gule elev, der havde brugt resten af dagen efter national test i engelsk på at skamme sig over den gule farve, han blev afsluttet med. Han var sikker på, at der måtte være noget galt med ham og hans svar. End ikke hans fine resultat kunne fjerne hans fokus fra det faktum, at han var blevet afsluttet som gul.

Min søde, gule elev. Selvfølgelig fortalte jeg ham flere gange dét, jeg ofte fortæller mine elever, når de tvivler på sig selv; At de er gode nok, som de er, og at et resultat i en test ikke fortæller noget om, hvilke fantastiske mennesker, de er. Men jeg tror, det ind i mellem klinger hult i en teenagers ører. For når man er 14 år, vil man ikke være gul, når de andre er grønne.