Og så har jeg lige et produkt…

Produktet til prøven i de tre kulturfag bliver til stadighed diskuteret. Skal det være med? Skal vi det droppes?

Nogle steder fungerer det rigtig godt. Eleverne ved, de ikke må have talekort med til prøven. De må kun have deres kilder, produkt og en disposition med. Hvad gør man så? Jo man bruger produktet til at huske sine pointer. Et eksempel kan være et blankt stykke karton. Eleverne sætter undervejs billeder, der illustrerer det, de vil tale om, på kartonet. De hjælper sig selv med at huske rækkefølge, og hvad de egentlig vil sige. (Den skarpe læser vil hurtigt opdage at det vedhæftede billede er et produkt fra samfundsfag – men det illustrerer meningen.) Eleverne bliver vurderet på, hvordan de anvender produktet undervejs til at understøtte de faglige pointer. Med et sådant produkt er lærer og censor ikke i tvivl om, at produktet bliver anvendt.

Når produktet ikke bliver brugt

Som censor oplever jeg nogle gange, at eleverne slet ikke bruger deres produkt. Det ligger ved siden af og bliver nævnt i en sidebemærkning til sidst.

De selvsamme elever har tit en disposition med enten på papir eller i en powerpoint. Og så er det, jeg undrer mig. Hvorfor kombinerer de ikke de to ting? Kan det være sådan, at nogle lærere tænker produktet, som det tænkes i projektopgaven, og derfor ikke får vejledt eleverne rigtigt?

Eller hører eleverne ikke efter, når de får at vide, hvordan produktet skal bruges i kulturfagene?

Som udgangspunkt er jeg tilhænger af produktet, hvis vi tænker det som et præsentationsværktøj, der kan hjælpe eleverne under prøven. Men det er vigtigt, vi vejleder dem i, hvordan de bruger det konstruktivt.

(med tak til Signe og Noah for billede af produkt)