OECD og PISA: 1

Til trods for den i forrige indlæg beskrevne demokratiske indsnævring af uddannelsesperspektivet har en institution som OECD ('Organisation for økonomisk samarbejde og økonomisk udvikling') ikke desto mindre fået et betydeligt impact på uddannelse globalt set. Med sit rent økonomiske perspektiv adskiller OECD sig fra eks. UNESCO, der baserer sine uddannelses-surveys på en moralsk betoning af solidaritet og menneskerettigheder. OECD består af 34 af de rigeste lande i verden og har ca. 2500 medarbejdere. OECD omsatte for 526 millioner $ i 2013.

OECDs policyudvikling er forankret et netværk af eksperter, konsulenter, forskere, policyudviklere samt embedsfolk fra medlemslandene. Og den højeste myndighed er det såkaldte ’Council’ der består af kredsen af medlemslandenes finansministre. Næste led i hierarkiet er en række ’direktorater’ for hver af de hovedområder som OECD beskæftiger sig med. Det er bl.a. områder som skat, employment, videnskab, teknologi samt for nylig også uddannelsesområdet (!)

OECD går oprindelig tilbage til midten af det 20. århundrede. Men med PISA-programmets igangsættelse i år 2000 nærmest genopstår OECD i en 2.0 edu-udgave.

Baggrunden er at OECD op gennem 1990’erne sætter sig på uddannelsesområdet og dette område eleveres som nævnt til direktorats-højstatus i 00erne. Udviklingen tager for alvor fart i 2008/09 hvor PISAs aktiviteter ekspanderer voldsomt, i tilknytning til at den globale opmærksomhed omkring PISA pludselig vokser eksponentielt.

PISA er OECDs statistiske lokomotiv for kvantitativ undermuring af den uddannelsespolicy som OECD udvikler og distribuerer nationalt. Man bearbejder i OECDs PISA-program store mængder statistiske data, hvor ambitionen er at generere et evidens-baseret, videnskabeligt grundlag, hvorpå nationale skolesystemer kan sammenlignes. Man laver målbare indikatorer for enkeltdele i helheden, hvorved komplekse helheder nedbrydes i dele. Disse numeriske værdier kan dernæst sammenlignes i et konkurrenceperspektiv. Skolen objektiveres her i en målbar input – output logik og instrumentaliseres dermed som leverandør af humane ressourcer til arbejdsmarkedet.

Den definitionsmagt der her præger uddannelsessektorens konditioner, dens succeskriterier og dens bærende logikker kommer ud af en teknisk, statistisk og økonomisk viden. Den viden der her lægges til grund for denne revolutionering af uddannelsessektoren er altså bl.a. præget af disse ikke-pædagogiske vidensformer.

I næste indlæg "OECD og PISA: 2" der vil jeg sige lidt om PISA programmets balancering af forholdet mellem forskning og policy.