I Canada er læreruddannelsen en universitetsuddannelse. Den består dels af en universitetsbachelor dels af en professionsorienteret overbygning. Til den sidste rekrutteres der kun blandt de allerbedste bachelorer!
En verden til forskel fra det forslag uddannelsesminister Morten Østergård har luftet om, at det faglige niveau på læreruddannelsen skal løftes ved, at den bliver bedre til at opsamle dem, der falder fra universitetsstudierne.http://www.information.dk/287778
Jeg har både som studerende og underviser erfaringer fra en lang række uddannelsesinstitutioner i Danmark (universitet, seminarier, ungdoms- og erhvervsuddannelser). Læreruddannelsen minder mere om et hf-kursus end en videregående uddannelse. Kulturen og mentaliteten synes at være læreruddannelsens største problem – ikke entydigt det aktuelle timetal og besparelserne på UC-erne. Læreruddannelsens deroute har stået på over flere årtier. Skal den onde cirkel brydes, så skal læreruddannelsen gøres forskningsbaseret og i videst muligt omfang tilknyttes universitetsmiljøet.
En femårig kandidatuddannelse vil ikke bare kunne løfte lærernes anseelse i samfundet og tiltrække flere stærke studerende – ved at gøre den forskningsbaseret og lade det ske ved at teori og praksis bliver tæt forbundet, så vil hele fundamentet for det at drive folkeskole i Danmark blive forandret, opkvalificeret og fremtidssikret.
Uddybende materiale:
”Er læreruddannelsen en taberfabrik?” Debatindlæg af en lærerstuderende på Lærerstuderendes Landskreds´ hjemmeside:http://www.llnet.dk/Nyheder?docid=18690
Lærerstuderende finder ikke læreruddannelsen udfordrende nok:http://www.folkeskolen.dk/68736/studerende-for-nemt-at-blive-laerer
Om et opgør med seminariekulturen iflg. professor Jens Rasmussen:http://www.folkeskolen.dk/68493/uddannelsen-ligger-mellem-studium-og-skole
Rejseholdets anbefaling, ”Lærernes kompetencer skal styrkes” bl.a. om en forskningsbaseret læreruddannelse:http://www.skolensrejsehold.dk/skolens%20rejsehold/afrapportering/anbefaling%201ny.aspx
Faktaboks:Denne tegneblog indgår i en serie under titlen ”Ny læreruddannelse på tegnebrættet”. Baggrunden er, at uddannelsesminister Morten Østergård vil have en ny læreruddannelse på plads inden sommerferien 2012. Måske er der kun dette ene skud i bøssen til at få læreruddannelsen på rette kurs, før den ender i en national katastrofe. Jeg vil i mine tegneblogs sætte fokus på en række af de faktorer, der er væsentlige i den forbindelse. Danmark har behov for en langt bedre læreruddannelse end den nuværende, og ikke mindst lærere og lærerstuderende fortjener den status og respekt en ny opgraderet læreruddannelse kan være med til at give hele skoleområdet. Jeg kan derfor kun opfordre alle, der har kendskab til og visioner på området til at bidrage til debatten og/eller at henvende sig direkte til det politiske niveau f.eks. til en eller flere uddannelsespolitiske ordførere. Det skal i hvert tilfælde ikke kunne hedde sig, at de ansvarlige ikke viste bedre.
Ny læreruddannelse på tegnebrættet (2)
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.