Det blev ikke til den femårige forskningsbaserede læreruddannelse, som mange havde set frem til heriblandt begge lærerorganisationer – Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening. Ikke i denne omgang i hvert tilfælde – ikke engang en opjustering af timetallet er det blevet til. Retorikken er højstemt, og ambitionerne for hvad den ny læreruddannelse skal udrette er høje i forligsaftalen (1). På trods af svage odds med hensyn til om den vil gøre nogen forskel overhovedet, er der dog lidt håb og også grund til ros. Reformen forsøges italesat af uddannelsesminister Morten Østergaard med formuleringen: Læreruddannelsen skal tættere på folkeskolens praksis. Det er mit indtryk, at der her ikke kun er tale om ord, men om en ægte og alvorligt ment intention – udover at barren (det generelle niveau) skal hæves, er dette vel selve ånden i reformen! Det er meget godt set og helt ”spot on” i forhold til at gøre læreruddannelsen bedre til at ruste de kommende lærere. Tumbs up!
I den forbindelse kan vi også skæve til Finland. For selvom Danmark med reformen ikke får hestekræfter til at følge med på internationalt niveau, så kan vi måske lære noget af kulturen. En lærer formulerede det engang sådan overfor mig: ”I Danmark er der ingen prestige i at arbejde med børn”. Her er der tradition for, at man videreuddanner sig ud af – ofte som en flugtvej væk fra – folkeskolen og bliver f.eks. seminarielektor. Anderledes forholder det sig i Finland. Se blot her:“Både på ‘lågstadiet’ (1.-6. kl.) og ‘högstadiet’ (7.-9. kl.) er de finske lærere universitets-uddannede. Interessant er det, at man i Finland kan finde en stillingsstruktur, hvor f.eks. universitetslektorer samtidig har timer i folkeskolen. På Turku Universitet kan lærerstuderende den ene dag overvære et foredrag i ‘engelskfagets didaktik’, den næste dag i praktik, træffe lektoren som engelsklærer i den lokale skoles 8. klasse!”(2)
Inden vi i Danmark når dertil, vil jeg opfordre alle aktører i læreruddannelse til at være nogle gode rollemodeller, der hvor de er, både med hensyn til god undervisning og god ledelse. Kritikken fra de lærerstuderende går ofte på, de følte sig mere udfordrede på gymnasiet – de oplever, at de både læser, skriver og diskuterer mindre på læreruddannelsen. Noget tyder desuden på, at der generelt åbnes alt for lidt op for en rummelig og mangfoldig diskussion af tidens herskende pædagogiske (mode-)strømninger – at man forholder sig for lidt kritisk til de pt. foretrukne teorier og lærebøger (3). Noget man ellers burde være særlig opmærksom på, når undervisningen ikke bygger på forskning, men på holdninger, tendenser og vaner. Jeg er desuden overbevist om, at ved i højere grad at inddrage refleksioner over de studerendes egne erfaringer og holdninger i undervisningen, så bundfældes det tillærte bedre. Man modvirker derved noget af det, som en nylig ph.d. afdækkede, at læreruddannelsen ikke virker helt efter hensigten – det man lærer på studiet hænger ikke særlig godt ved i praksis:http://www.folkeskolen.dk/65264/linjefaget-historie
Apropos forskning og evidens – det er noget, der kan få de pædagogiske kredse helt op i toppen af trækronerne og pege fingre af hinanden. Det er sundt, det er godt og det er helt nødvendigt at se disse spørgsmål fra fugleperspektiv. Men uanset hvilken højtsiddende gren og nok så velmenende position man måtte befinde sig i i denne diskussion ¬ så vil ingen vel modsige, at det, de lærerstuderende har krav på via deres uddannelsen, er, at den klæder dem på til folkeskolens hverdag? At undervisningen, praktikken og studiemiljøet kredser om at kunne give de kommende lærere inspiration til, en bred palet af redskaber til og mulige svar på: ”Hvordan pokker gør man det i praksis, sådan helt konkret?” ?. Det er vel ikke for meget forlangt?
Mange (= de fleste) underviseres manglende, mangelfulde og/eller forældede praksiserfaring i forhold til folkeskolen er en udfordring, som også KL på det seneste har vist indsigt i og vilje til at gøre noget ved. KL ønsker, at underviserne får mere folkeskole ind under huden (4). Men der intet der forhindrer dem i at gå foran med de gode eksempler i deres nuværende praksis – god, varieret, engageret og engagerende undervisning på læreruddannelsen. En organisering, planlægning og gennemførelse, der i sig selv manifesterer det undervisningen omhandler gennem en levende formidling – noget de lærerstuderende kan aflæse, lære af og spejle sig i. Walk your talk. Måske både undervisere og studerende på læreruddannelse kan hente inspiration i disse fine linjer: ”Lærerens faglige og personlige kompetencer er vævet ind i hinanden som et samlet billede. Fænomener som livsglæde, energi, engagement og humor er en del af lærerens undervisningskompetence. Hendes egen dannelse som menneske, hendes værdier, uddannelse og evne til kommunikation har derfor betydning for, hvordan eleverne dannes”. (5)
(1) Forligsaftalen om ny læreruddannelse kan findes på Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelsers hjemmeside: http://fivu.dk/lovstof/politiske-aftaler/reform-af-laereruddannelsen
(2) Citatet er fra denne artikelhttp://www.information.dk/150690
(3) Reference til et debatindlæg i Politiken, som sammen med de mange kommentarer er med til at indikere, at der er behov for at give læreruddannelsen et gevaldigt løft:http://politiken.dk/debat/ECE1668772/laereruddannelsen-er-pinligt-ringe/
(4) Kommunernes Landsforenings udmeldinger i forbindelse den ny læreruddannelse:http://www.folkeskolen.dk/519068/kl-ny-laereruddannelse-kan-svaekke-dansk-og-matematik
(5) Citatet er fra bogen (s. 85): Bjerregaard, Helle og Laursen, Per Fibæk, ”Praktisk Pædagogik – metodik i folkeskolen”. Gyldendals Lærerbibliotek 2009
Denne tegneblog indgår i en serie med fokus på aktuelle emner og udfordringer i forbindelse med den ny læreruddannelse. Tidligere indlæg i denne serie:Om praktikken:http://www.folkeskolen.dk/515404/ny-laereruddannelse--praktikkenOm almen dannelse:http://www.folkeskolen.dk/515951/ny-laereruddannelse--almen-dannelseOm modulisering:http://www.folkeskolen.dk/516639/ny-laereruddannelse--moduliseringOm talentforløbet:http://www.folkeskolen.dk/517202/ny-laereruddannelse--talentforloebetOm grundfaglighed:http://www.folkeskolen.dk/517639/ny-laereruddannelse--grundfaglighed
Ny læreruddannelse – evidens
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.