Nu går vi på efterårs­ferie, og min klasse har mistet tre ugers dansk­undervisning

Jeg har lavet min egen udregning. Siden skolestarten i august har jeg noteret, hvor mange dansklektioner jeg og min 8. klasse har mistet. Når vi nu rammer efterårsferien, er det blevet til hele 21 lektioner. Præcist tre uger. Og det vel at mærke på blot ni uger.

Isoleret er ingen af disse ”forstyrrelser” af min undervisning irrelevante. Der har været besøg på erhvervsuddannelser, lejrskole, besøg af uddannelsesvejleder, lokalt bestemte test med læsevejleder og nationale færdighedstest med tilhørende demotest. Dertil kom der også lige en emneuge og besøg af skolefoto.

Jeg ved, at vi kommer til at miste langt mere undervisning i løbet af året. Men i de tre uger, vi på nuværende tidspunkt har mistet, kunne jeg have arbejdet med læsestrategier, analyse af noveller, fordybelse i en roman, stavning, kommatering eller hvordan man bedst fremlægger fagligt stof.

Men ak, den faglige fordybelse blev endnu engang knægtet af gode og velmenende tiltag, der er blevet langt ned over faget, og som ikke handler om danskfaglighed. I løbet af året kommer der de såkaldte ”tværfaglige emner” som uddannelse og job, seksualvejledning, trafikoplysning og så videre.

Bufferpuljen

Her ved efterårsferiens komme må jeg derfor igen konstatere, at det er en illusion, når der står syv ugentlige dansklektioner på min klasses skema. De findes ikke i virkeligheden. Langt fra. Faget fungerer som en bufferpulje, hvor der kun trækkes fra og sjældent lægges til.

Hvis eleverne (og forældrene) har svært ved at se, at danskfaget er vigtigt, alle de nævnte udefrakommende tiltag in mente, kan jeg godt forstå det. Det står på ingen måde klart, at faglig fordybelse og ro til læring er vigtigere end Uge Sex, emneuger, nationale tests, besøg på EUD og alt muligt andet.  

Det er min påstand, at mange lærere oplever et fremmedgørende arbejdsliv.

De fleste af os er blevet lærere for at åbne en faglig verden for eleverne. Men vi møder et arbejdsliv med møder for møders skyld, meningsløse skabeloner for handleplaner og tomme almendidaktiske workshops, der lægger beslag muligheden for at planlægge fordybelse og variation i den daglige undervisning.

Vi spilder tiden

At fagene og den faglige planlægning ikke prioriteres, står lysende klart, når jeg og mine kolleger møder ind efter sommerferien og har ”forberedelsesuge”. Her ved vi alle, at forberedelsestid til fagene er noget, vi skal kæmpe for. Det giver ikke sig selv.

For os lærere gælder det, at de nyeste forvaltningsmæssige tiltag og inputs fra diverse interessenter omkring folkeskolen skal prioriteres mere end sammenhængende undervisningsforløb – for slet ikke at tale om forberedelsen af selve den faglige undervisning.

Det er lærerlivet anno 2026. Frem for at mødes om at udvikle fagdidaktik, spilder vi forberedelsestiden på alt muligt andet, der hverken motiverer lærerne eller løfter eleverne fagligt. Skolen er blevet en skov fuld af træer, hvor ingen længere ved, hvad det væsentlige er. Alt for meget er tilsyneladende vigtigt – undtagen fagene og tid til faglig fordybelse.

Man kunne mistænke, at det har en betydning for det faglige fokus og det faglige niveau hos eleverne. Derfor er mit budskab klart: Beskær alle de træer i skolen, som forstyrrer den sammenhængende undervisning. Skær ikke i de faglige ambitioner, men alt det andet. Og giv mig så de 21 dansklektioner tilbage.