I den kommende tid drøfter Folketingets partier mulige ændringer af reglerne for fysisk indgriben. Samtidig har Skole og Forældre, Forældrenes Landsorganisation og andre børneorganisationer sendt breve til skoleordførerne med en advarsel mod at ændre lovgivningen.
Bekymringen er til dels forståelig – men vi beder ikke om friere rammer for fysisk magt.
Tværtimod handler det om at kunne tage ansvar for elevernes trivsel og undervisning – uden at skulle balancere på kanten af loven eller stå alene i komplekse situationer.
I Danmarks Lærerforening beder vi om tydelige, forståelige og rimelige regler, som lærere kan handle ud fra, når situationen kræver det. Det handler ikke om at eskalere, men om at kunne forebygge og afbøde med faglighed og ansvar. Og det handler om at genskabe lærerens autoritet og reelle handlemuligheder i situationer, hvor uro i undervisningen skal standses for fællesskabets bedste.
Virkeligheden i klasselokalet
DLF’s seneste undersøgelse viser, at 58 procent af lærerne oplever flere voldelige episoder i dag end for fem år siden. 11 procent oplever vold mellem elever dagligt, 30 procent oplever det ugentligt. Det er ikke enkelthistorier – det er dokumenterede arbejdsmiljøudfordringer.
Det er ikke voldsom fysisk magt, vi taler om, men basal sikkerhed og professionel dømmekraft
Kristoffer Høyrup Sørensen Lærer og medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening
Alligevel står lærere og børnehaveklasseledere ofte i situationer, hvor de ikke må – eller ikke trygt – kan handle. Lad mig give et par eksempler: En elev fægter med en sav i sløjdundervisningen, mens fire andre elever står tæt omkring. Læreren forsøger at tage saven og bliver efterfølgende beskyldt for at gribe for hårdt fat. Eller en elev klatrer i en idrætstime op i en ribbe, hvor der er et åbent vindue. Eleven nægter at komme ned efter lærerens anvisninger. Læreren ender med at gribe fysisk ind ud fra en konkret vurdering af, at eleven kan falde ud af det åbne vindue, og bliver efterfølgende beskyldt for at have anvendt magt uden grund.
Det er ikke voldsom fysisk magt, vi taler om, men basal sikkerhed og professionel dømmekraft.
Lad os gøre som i Norge
I Norge har man gjort det, vi nu efterlyser i Danmark. Her trådte en lovændring i kraft 1. august 2025, som præciserer skolernes ansvar. Fysisk indgriben er kun tilladt som sidste udvej – når alle andre tiltag er afsøgt og dokumenteret. Loven ledsages af krav til skolernes forebyggelsesarbejde og dokumentation. Det giver lærere tryghed i at handle, når det er nødvendigt, og sikrer samtidig, at skoler arbejder systematisk for at undgå konfrontationer.
Den norske tilgang bygger på tydelige rammer, forebyggelse og ansvar i forhold til, hvornår og i hvilke situationer lærerne fysisk må gribe ind. Og netop derfor kan lærere dér handle med både tryghed og legitimitet.
Nu har vi også chancen herhjemme. Den politiske drøftelse er i gang, og vi har et vindue til at få regler, der både beskytter børn og giver lærerne et reelt grundlag at handle ud fra. Hvis vi ikke griber chancen nu, risikerer vi at fortsætte med regler, der svigter både elever og lærere.
Norge har indført præcis de regler, vi efterlyser i Danmark
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.