Nej til uklare aftaler støtter sygeplejerskerne

Det er sygeplejerskenes opgave at udføre, men ansvaret er regionernes og kommunernes, så hvis nogle tager patienterne som gidsler, ved at undlade at finde en løsning, så er det nærige arbejdsgivere, som fortsat vil have en vital samfundsfunktion udført for billigt.

Kunne man forestille sig en virksomhed, f.eks. i byggebranchen, hvor et firma pludselig ikke kan forny overenskomsten med deres ansatte, og de ansatte varsler strejke, at det vil blive set på som usympatisk at tage kunderne i byggebranchen som gidsler ved at nægte at bygge?

Som forhandlingsfællesskab er vi dog fortsat splittede, idet vi ikke laver generalstrejke i sympati, men derimod overlader det til de enkelte faggrupper at tage tæskene alene. Når vi bliver klogere sammen, kan vi mere effektivt konflikte os til frygt hos modparten. Det er vores kampvilje, antal og styrke de har respekt for!

Hvis vi træder dem over tæerne en ad gangen overlever de nok, men hopper alle på begge fødder samtidig kan vi sætte dem voldsomt under pres.

Som lærerne oplevede vi i 2013, 2015 og 2018 at en offentlig faggruppes kamp ikke kan lykkes alene inden for de bestående rammer, hvis arbejdsgiver har besluttet sig for det modsatte.

Med denne erfaring i bagagen vil som aktive medlemmer af fagbevægelsen ikke afvente at fagtoppen måske påbegynder det tværgående solidaritetsarbejde.

Vi ved at når A20 fejler og skal fornyes, og vi SKAL have en central aftale med et loft over undervisningstiden for alle, så har vi også brug for fællesskabet!

Sygeplejerskerne har som alle varme hænder et alt for højt arbejdspres. Det bliver tydeligt når DSR de facto ikke kan strejke: Mindre end 10% kan undværes til strejke! Og udtagne sygeplejersker i nogle kommuner er af samme grund trukket ud af gruppen der skal strejke umiddelbart inden strejken skulle iværksættes.

Fagtop og Arbejdsgiver vil som i 1995 og 2008 og 2018 (lærerne) tilbyde en kommission.

Don't do it man! Det er en syltekrukke.

Med de gigantiske hjælpepakker til store virksomheder, de tilsigtede huller i virksomheds- og velhaverbeskatningen og de monstrøse summer der bruges på offentlige chefer og konsulenter, så klinger det ufatteligt hult at der ikke skulle være råd til ordentlig løn til dem vi ikke kan undvære eller ordentlig tid til os der skal skabe fremtidens ungdom? Den fabel tror vi ikke på.

Lærere, sygeplejersker og andre varme hænder: vi møder alle den samme uimødekommenhed fra magtarrogancen. Solidaritet på tværs er vores svar!