Nej tak til idræt!

Foto: Harald Walker/Flickr.com

På et idrætskursus på Idrætshøjskolen i Aarhus blev jeg for første gang præsenteret for ordet ’panelgænger’. Temaet på kurset omhandlede de forskellige elev-personligheder/roller, vi støder på i vores klasser – og her er ’panelgænger’ altså én af dem. Ordet repræsenterer de elever, som i den grad ikke føler sig tilpasse i en hal. Bare det at komme væk fra sin ’comfort zone’ i klasselokalet kan fremkalde den første ubehagelige reaktion.

Det er de elever, som har mange undskyldninger for, hvorfor de ikke lige kan deltage i undervisningen i dag. Dem som bevæger sig rundt langs med panelerne i håbet om ikke at blive ramt af en bold, set i en dansesituation eller måske bare helt kan slippe for at deltage i aktiviteten.

En udfordring i idrætsfaget

Jeg vil så gerne promovere idrætsfagets positive kvaliteter, og dem vil jeg kunne skrive mange linjer om, men mit fokus i denne blog er på ét af fagets største udfordringer.

• ”Hvad gør vi for at tilgodese de elever, der har det svært med idrætsundervisningen?”
• Hvordan kan vi hjælpe/støtte de elever bedst muligt? – og kan det overhovedet lykkes at rykke på disse elevers forestilling/opfattelse af faget?

Jeg har ikke nødvendigvis svarene. Jeg kan blot mærke, at jeg i et fag, jeg brænder enormt for, skal passe på mit fokus, når disse elever gentagne gange tropper op med endnu en undskyldning for ikke at deltage. Fremfor at blive irriteret må jeg forholde mig det faktum, at eleven må være ret så ked af faget og de udfordringer, der følger med. Hvordan kommer jeg tættere på eleven og får etableret en dialog om dette?

Før jeg på nogen måde rykker eleven, må jeg rykke mig selv og pakke min irritation væk – for den er der lejlighedsvis.

Irritation, sedler med hjem og generelt pres fører nok ingen steder hen, men hvad hjælper så, når den idrætsfaglige udfordring hos den enkelte er så enorm?