Næsvis påstand

Skulle vi på et tidspunkt henfalde til modløshed i jagten på de tågede fatamorganasyner kaldet udviklingsmål, kan vi søge trøst hos konsulent Tove Heidemann i Folkeskolen nummer 42. Tænk, at en konsulent tør se kritisk på det område, hun er konsulent for. Alt det, der i vor konkrete dagligdag tvinger os til at gå løs på pludseligt opståede problemer, bør selvfølgelig danne grundlaget for skoleudviklingen. Skoleudviklingen bør kunne skifte retning og indsatsområderne udskiftes i overensstemmelse med dagligdagens pejlemærker. Men det er åbenbart for konkret for DLF, der sammen med kommunerne og Undervisningsministeriet hellere vil se syner. Dagligdagen er en alt for kedelig størrelse. Den skygger for meget for glorien. 'Hvis man bare udvikler sig ved at agere på input, aner man ikke, hvor man havner', siger Birgitte Birkvad fra DLF. Men til den svada må vi rigtignok have lov at svare, at det var dog som bare pokker. Sidder de virkelig derinde i foreningen og tror, vi er så dumme? Bare fordi en skoleudvikling er bestemt af nogle akut opståede dagligdags problemer og ikke er et resultat af teamselskabelige drømmerier om, hvordan alting skal arte sig i det forjættede land hinsides ørkenvandringen, så skulle vi arme dødelige ikke ane, hvor vore problembestemte udvikling fører hen. Det er næsten lige så næsvis en påstand som den med, at lærere kun reflekterer på rette måde i fællesskaber. Og da de fleste daglige problemer på en skole med rigtige mennesker af kød og blod anno 1999 jo skal løses uden skelen til, om dette fører os nærmere paradiset, bør man selvfølgelig lade akutte problemer og disses løsninger bestemme udviklingen frem for at binde os til at jage efter fjerne glamouridealer.

Vagn Madsen

Brønderslev