Når matematiklæreren gør ligesom eleverne

Der løbes halv-Marathon i København. De løber lige forbi mine vinduer. Spændende og fascinerende. Jeg går ned på gaden for at se løberne. Det virker helt uendelig. Går op i lejligheden og betragter den uendelige strøm af løbere. Begynder at tænke på, hvor mange løbere, der i virkeligheden mere eller mindre spurter forbi mine vinduer. Er ganske udfordret på antalsbestemmelsen.

Har et par ærinder og finder cyklen frem. Det er dog ikke let at komme gennem byen. Der er skilte over det hele, der viser hvor der løbes og er vand. Men endnu en gang er jeg udfordret. For jeg bliver nødt til at læse alt, der står på skiltet, og jeg bliver nødt til at forstå det hele. Jeg skal forstå teksten, tegnene og illustrationerne.

Jeg spurter over Nørrebrogade sammen med nogle andre forvildede cyklister, da der er et minimalt hul i den uendelige række af løbere. Ærinderne bliver klaret og retur til de hjemlige græsgange.

Jeg beslutter mig for at google, hvor mange løbere, der egentlig var. Min antalsbestemmelse havde givet mig tallet 40.000. Det var bare 15.000 ved siden af. Der var kun 25.000 løbere. Jeg forcerede veje proppet med løbere 2 gange, trods rigtig fin skiltning, vagter med veste og hjemmesider.

Og så gik det op for mig, at der ikke er forskel på en matematiklærer på weekend og en elev. Jeg var udfordret på antalsbestemmelsen og orkede ikke at læse teksten med illustrationer, tegn og farver for at komme korrekt gennem opgaven. Jeg agerede som en elev, der ville gå direkte til løsningen uden at gennemgå instrukser og tekst. Jeg skulle bare over vejen og ikke forholde mig til et fjerntliggende problem fra et læremiddel.

Det er nok meget menneskeligt det hele.